Livet med Mathildemyret

Sikke da tiden flyver, når man har nok at se til. Det er efterhånden næsten en måned siden, jeg sidst skrev her på siden, og vi har nærmest feset rundt som fluer i flasker for at få job og studie kombineret med bare en anelse socialt liv - og undervejs blev vi oven i købet væltet omkuld af en influenza begge to. Nu er vi imidlertid både på benene og på banen igen.

Der er ikke sket en dadel med vores sag siden sidst. Vi venter stadig på, at vores sagsbehandler får tid til at give os en tid til fase tre samtalerne. Hun havde advaret os om en ventetid på cirka tre måneder, fra vi havde været på fase to kurserne. Dermed burde vi kunne komme i gang med fase tre midt i juni. Da vi intet nyt havde hørt, ringede jeg i sidste uge for at spørge til, om den udmeldte tidshorisont stadig var gældende. Vi håbede naturligvis, at det havde været en pessimistisk udmelding, og at vi måske alligevel kunne komme hurtigere til, men ak… sagsmutter mente, at det nok kom til at holde stik med midt i juni, men kunne fortsat ikke give en dato. Det er ærligt talt træls både i forhold til mentalt at indstille sig på forløbet og i forhold til vores ferieplanlægning. Hun ville dog forsøge at kontakte os ”i god tid”, hvilket vil sige ca. 14 dage før den første af de to fase tre samtaler! Hvis der anes en smule utålmodighed og irritation over den lange ventetid, så er det helt rigtigt spottet. På trods af de bedste intentioner om bare at klappe hesten, tage tingene (og især ventetiden) som de(n) kommer og nyde vores i øvrigt gode liv, så har vi været hårdt ramt af ”the ventetids-blues”. Det satte i gang, da vi oplevede, at en del af dem, vi var på kursus med, allerede er kommet igennem hele godkendelsesforløbet og nu er kommet på ventelister til de ønskede lande. Og da der i samme periode blev åbnet for Vietnam-adoptionerne, og vi fandt ud af, at interessen for at vælge Vietnam derfor er stærkt stigende hos de adoptanter, der er i gang med landevalgsovervejelser. Pludselig så vi os selv blive overhalet indenom både på den ene og på den anden måde uden selv at være i stand til at trykke på speederen. I den forbindelse kom vi for alvor i kontakt med vores langvarige savn af børn. For første gang tillod vi os selv at føle os vrede, frustrerede og down right pissed over, at det skal være så p…. svært for os at få børn. Vi har begge to været ualmindeligt skruk på det seneste, og kan næsten ikke vente til vi endelig kan få lov til at rejse til Vietnam efter Lillemyr. Jeg har været parat til og stærkt ønsket at blive mor i 10 år efterhånden, og selvom Peter ikke har eftertragtet far-rollen lige så længe, så er ønsket tydeligvis lige så brændende - han bliver helt blank i øjnene, når vi taler om Lillemyr . På den ene side virker det godt og helende at se sorgen over det barnløse liv i øjnene, og på den anden side så virker det dybt frustrerende, fordi der fortsat er så frygteligt lang tid til, at Lillemyr bliver andet og mere end et abstrakt ønske og en drøm for os. Vi orker bare ikke at skulle forholde os til savnet og sorgen over at være barnløse i et eller flere år frem, og vi havde håbet på, at det først ville være sent i forløbet, at ventetiden ville blive svær. Det er heldigvis sådan, at sorgen går hånd i hånd med glæden over nu at være i gang med adoptionen. Det står helt klart for os, at grunden til, at der er blevet åbnet for sorgen er, at vi nu for alvor tør glæde os over, at der nok skal komme familieforøgelse på et tidspunkt. Tidligere har vi valgt at skubbe de tunge følelser væk og i stedet koncentreret ressourcerne om at finde en vej til at blive forældre. Nu hvor vi så endelig kan slappe af og bare vente på Lillemyr komme, så er der blevet rum til at sørge.
Nu er det heldigvis ikke sådan, at vi konstant går rundt med et hul indeni og tårer i øjnene, men når vi følger andres familieforøgelser (biologisk såvel som via adoption), og når vi er sammen med børnefamilier, så kommer der nu et lille stik indeni, over at vi fortsat er i venteposition. Det betyder imidlertid ikke, at vi helst er fri for at blive konfronteret med andres ”familieforetagender”, for sammen med stikket kommer også glæden over, at vi nu også endelig er på vej til at blive forældre. Vi kan forstå på andre adoptanter, at det varierer meget, hvor svært det er at vente i forskellige perioder af forløbet, og vi håber, at det meget snart igen bliver forventningens glæde, der kommer til at dominere.

Ikke mere piveri for denne gang. I stedet vil jeg slutte af med at fortælle, at Vietnam Landegruppen nu har fået en ny og superfin hjemmeside, som kan besøges ved at klikke her eller ved at følge linket ude i venstre side.