Livet med Mathildemyret

Jubilæum

2007-01-06T15:18:00.000+01:00

Dette er indlæg nummer 200 på bloggen (tænk sig at jeg har ævlet og bævlet så meget... :-))
Jubilæet fejres med en udskiftning af navnet på siden, idet vi jo heldigvis ikke længere venter hverken på anonyme Lillemyr eller det dejlige Mathildemyr. Nu handler det istedet om Livet med med Mathildemyret - og sikke en vidunderlig milepæl det er :-))

Hjemkomst, jul og nytår i billeder

2007-01-05T23:18:00.000+01:00

Der har ikke været krudt til så meget skriveri på det seneste. Udover den almindelige nybagt-forælder-træthed har vi været ramt af hhv. en ordentlig omgang forkølelse mv. (yours truly) samt ondt i nakke, skulder, ryg og sågar balderne (Peters plager). Heldigvis har Mathilde holdt sig helt frisk og nu er de to store også endelig ved at være på mærkerne igen.

Mathilde har reageret noget på at blive flyttet igen igen, på tidsforskellen, flyveturen og/eller??? Fakta er i hvert fald, at hun siden hjemkomsten i højere eller mindre grad ofte har haft svært ved at give sig hen til søvnen og om natten vågner hun temmelig ofte og vil gerne have sutten. Det er forståeligt, men vi håber, der snart falder ro på igen, for udover besværet (der bestemt er til at leve med) så bekymrer vi os naturligvis om, hvorvidt hun mon er tryg nok, om vi kan gøre andet og/eller mere for at gøre hendes verden mere overskuelig og forudsigelig. Bort set fra jule- og nytårsaften har vi derfor stort set holdt os hjemme indtil videre. Heldigvis går det på alle andre områder fint. Der er kommet styr på maven, hun spiser så det er en fornøjelse (det er man vel heller ikke i tvivl om det de skønne buttede babykinder ;-)), hun elsker både at lege selv og at nusse med mor og far, hun er vild med at være i bæreselen og lader ellers generelt til at hygge sig og trives.

Netop ankommet til Kastrup og til en skøn velkomst. 1000 tak for den :-)

Det er fedt at plaske i vandet og man skal jo være ren og lækker til jul!

Mathilde i sin fine julekjole - lige til at spise...

Juleaften blev hovedsaligt tilbragt i bærrselen, hvor det er trygt og godt at være

...og at sove.

En træt nytårstrunte med glimmerhatten kækt på sned

Aaaaahhhhh - det er nu allerskønnest at være hjemme og legetæppet fra faster AG er bare SÅÅÅÅÅÅÅ lækkert!!!

Glædelig jul

2006-12-24T12:04:00.000+01:00

ønsker Peter, Dorte & Mathilde Huong

Det er bare så skønt endelig at kunne fejre jul som familie :-)))

Selv om lillepigen jo ikke fatter en pind af det hele, nyder vi i fulde drag at dele julestemningen med den lille vidunderlige nisse og glæder os til at holde juleaften sammen med de to store skønne kusiner samt moster, morfar og morlizzi.

En træg omgang

2006-12-16T15:39:00.000+01:00

Føj for et par trælse dage!

I går ville vi have været ud og købe de sidste småting, vi gerne vil have med hjem (bl.a. nogle julegaver), men det er som om hjemrejseforberedelserne har sat gang i en reaktion hos os begge, så humøret og energien for første gang siden overdragelsen (altså lige på nær den dag med slangen…) var på nulpunktet og vi nærmest slæbte os gennem dagen og udsatte indkøbsturen til i dag. Det blev det dog ikke spor bedre af, for lillepigen har lige siden sidst på formiddagen været noget så pjevset. Hun har kun villet sidde på arm (samt heldigvis bæresele og slynge), har gnedet øjnene i et væk og for første gang i den tid vi har kendt hinanden kun kunnet sove max. 20-30 minutter ad gangen og har jævnligt nærmest stået i flitsbue og storbrokket sig. Heldigvis har hun ikke virket decideret ked af det (vi var ellers en kort overgang bekymrede for, om hun igen havde en reaktion på skiftet – og bekymre sig kan man jo altid… ;-)) snarere utilpas og efterhånden naturligvis temmelig overtræt. Vi forsøgte mavemassage og holden ind over en ble i vasken i flere omgange uden held og afskrev herefter maveproblemer (også fordi hun i nat havde afleveret en ordentlig kage i bleen, så der var l… helt op til nakken i morges - og farmand var den heldige "vinder" ;-)), men så her til aften, da hun var puttet til natten, vågnede hun efter ca. 15 minutter med et hjerteskærende skrig og stod igen i flitsbue. Jeg var (og er) alene på skansen, da Peter er sendt alene på indkøbstur her til aften (den stakkels mand og måske stakkels familie??? - det bliver spændende at se, hvilke julegaver der er til dem i år ;-)) og tog straks den lille forpinte trunte med på badeværelset for at prøve igen-igen. Og, søreme så... Det var alligevel en bæ, der havde siddet på tværs og efter den var afleveret slugte lillepigen begærligt en flaske og sover nu for første gang i dag helt trygt og roligt. Manner hvor kan meget små ting pludselig blive kæmpestore og hvor fik vi os altså lige en hands-on-lektion i, at det kan være rigtig svært at planlægge noget, når man har sådan en lille trold. Det er sådan set ikke nogen overraskelse, men det er bare første gang (men med garanti ikke sidste), vi oplever at måtte aflyse noget, fordi lillepigen ikke er i hopla. I stedet for fælles shopping og lækker afskedsmiddag på restaurant sidder moderen nu her og holder nattevagt, mens hun gumler tørre kiks og forsøger at tage sig sammen til at få pakket videre. Og faderen, han okser sikkert lige nu Hanoi rundt for at få købt alle tingene på sedlen (bl.a. mere blommemos så vi kan holde gang i Mathilde-maven). Velkommen til familielivet :-)

Ovenpå sådan et par ”lortedage” glæder vi os efterhånden til at komme ud af vagten. Allerhelst ville vi transmogryffe os hjem til Frederiksberg blot ved at trykke på en knap, da lange flyveture ikke står højt på ønskesedlen hos nogen af os og da vi naturligvis er noget spændte på, hvad Mathilde mon siger til at være næsten et helt døgn undervejs på rejse. Heldigvis følges vi med Marianne, Flemming, Didde og Emma hele vejen. Det er rigtig dejligt, vi har hinanden til at holde med selskab og til at støtte os op ad om nødvendigt (begge dele har vi gensidigt været rigtig gode til under hele opholdet og det er simpelthen fantastisk skønt med sådan nogle dejlige rejse- og skæbnefæller).

Jeg vil se at få pakket videre, så vi er klar til at daffe herfra i morgen eftermiddag Hanoi-tid.

Endnu flere billeder

2006-12-15T09:59:00.000+01:00

Efter en shoppingtur rundt i den noget støjende gamle bydel siddende i bæreselen hos far er det skønt at komme ind på en fredelig restaurant og blive sluppet fri.

Ikke mindst når man kan få lov til at ligge og råhygge på puderne, mens man filmer med mor og far samt fanger futter, triller og gumler i det medbragte legetøj. (Er der nogen der ved, om der også er en børnevenlig café i københavnsområdet med siddepuder på gulvet?)

Vi hygger nu allerbedst herhjemme og mors og fars kæmpestore seng er bare sååååååå dejlig at mule rundt på. Bare nu Mathildemyret - og vi andre ;-) - kan vænne os til 1½ mandssengen hjemme på Frederiksberg...

Hvor er arbejdstilsynet, når man skal bruge dem???
Disse gæve gutter er igang med at male facade og altaner på vores hotel. Det er næsten ikke til at holde ud at se på, når de hænger og dingler på deres siddebrædder lige ud for vores vinduer i 8. sals højde, når de balancerer på altanens rækværk mens de strækker sig farestruende for at kunne nå overkanten eller når de kækt springer fra altan til altan uden nogen som helst form for sikkerhedsgrej. De griner og snakker lystigt sammen, imens de flittigt svinger penslerne og min mave vender sig 117 gange blot ved synet af dem, for jeg har så meget "højderespekt", at jeg ikke engang tør kigge ud over kanten af rækværket på altanen. Pyha...

Lidt flere billeder af Hanoi-trioen

2006-12-14T21:48:00.000+01:00

Far og Mathilde nyder livet på altanen. Det var inden vejret slog om og man stadig kunne lune sig i solens stråler.

Mathilde elsker både sine flasker med mælk samt den daglige dosis grød og frugtmos - og så selvfølgelig den fine klapvogn fra Filippa, Dorte og Bo. Det er skønt at sidde her og overskue verden - især hvis man bliver trillet lidt imens. Mange tak for køretøjet og også for fiffet med at lade Mathildemyret sidde i det, når det er tid til skemad. Så er det nemlig klart nemmest at styre, for den lille trunte vil så frygteligt gerne hjælpe til, men er bare ikke altid helt enig med mor og far om, hvordan det skal foregå ;-)

Mathilde er rigtig glad for sin seng og sover noget så godt. Det er et værre gammelt vakkelvornt monstrum og afskærmningen med lagner på siderne måske ikke det kønneste, men det virker!

Det er fedt at have den bærbare med og vi nyder løbende at kunne, om vi mon er heldige at finde en hilsen eller to hjemmefra i indbakken. SKYPE telefoni er intet mindre end genialt og her er Peter igang med den store palaver med hr. Svendsen i Ringsted. Og tænk sig: det koster gratis! Og det er vist meget godt med al det pjatrøv de to sludrechatoller kan få fyret af i sådan en snak ;-)

Og så er der lige endnu et julebillede af den lille familie.

Så lakker det mod enden

2006-12-14T21:03:00.000+01:00

Alle Mathildemyrets papirer er nu på plads. I dag hentede de to fædre småpigernes visaer, så vi må tage dem med hjem til Danmark (hvor vi som bekendt ikke lukker hvem som helst ind for nu at sige det mildt...) og de har endda fået arbejdstilladelse, så nu må vi se, hvad vi kan finde, som sådan et par små størrelser kan rive i ;-)

Det er temmelig vemodigt, at vores ophold her i Vietnam nu lakker mod enden. Vi har virkelig nydt at være her og gad bestemt godt snuppe en måneds tid eller mere herude – men vil jo også gerne hjem til jul med familien og sårn. Vi bor aldeles skønt her på Oriental Palace med den fedeste udsigt over West Lake, får lækker mad hver dag enten bragt fra eller indtaget på et af de utallige spisesteder i omegnen og er simpelthen vilde med Hanoi og den vietnamesiske kultur. Som alle andre nybagte er vi temmelig overvældede og noget udmattede både af de praktiske opgaver og ikke mindst af alle de følelser sådan et lille pus afstedkommer og det er simpelthen genialt at begynde sit familieliv under så optimale forhold som her. Vi kan være sammen alle tre i en længere periode end de fleste, rengøring og madlavning skal vi ikke bekymre os om, vi er omgivet af imødekommende og hjælpsomme mennesker, vejret er væsentligt bedre end derhjemme (om end hundekoldt efter tropeforhold – ikke mindst inden døre da der ikke kan sættes varme på så vi putter os i tæpper når det er koldest) og vi kan undervejs få en på opleveren ude i byen, når lejligheden bliver for trang. Vi har i høj grad nydt at være herude sammen med den anden danske familie og det er skønt vi bor så tæt på hinanden, for vi hygger os rigtig godt sammen og støtter hinanden i stort og småt i hverdagen, så selv om vi bor i hver sin ende af landet, vil jeg tro vi nok skal finde ud af at mødes efterfølgende, for det giver et særligt skæbnefællesskab at have delt så unik en oplevelse som denne.

Det går stadig rigtig fint med Mathilde Huong. Hun sover og spiser fortsat godt, men har altså jævnligt lidt problemer med den lille mave. Heldigvis har vi efterhånden fået styr på de tricks, der virker, og giver dagligt en portion blommemos (vi har ikke kunnet opdrive sveskemos), masserer den lille mave og løfter hende op med knæene foldet helt op til hagen ved bleskift, så der kan komme gang i sagerne (tænk sig at en væsentlig del af ens livsindhold pludselig kan blive at skabe passage for en lort… *ruller med øjnene*). En stor del af sin vågne tid bruger lillepigen på at øve sig i at trille, fange tæer, tygge på alting indenfor rækkevidde og så udstøder hun jævnligt nogle indianerhyl af en lydstyrke og varighed så især moren bliver helt bekymret engang imellem. Der er også af og til også perioder med en del pjevs, hvor hun presser ting kraftigt mod gummerne, så vi antager, der er en tand på vej og forsøger at lindre med køle-bidering samt lidt bedøvende gele på gummerne (et naturmiddel købt på apoteket og det virker med det vuns!). Ellers må man sige, at hun bare trives og vist har fundet sig ret godt til rette med, at hun nu er ”landet” hos os og vi er bare SÅ glade for den lille skat!!! Vi kan stadig slet ikke rigtig fatte, at den lille dejlighed nu virkelig er vores datter . Forældreskabet er præcis lige så fantastisk, overvældende og skønt samt benhårdt, bekymrende og aldeles udmattende for os, som vi gennem årene har kunnet opleve på sidelinjen hos andre nybagte. Vi føler os boblende jublende lykkelige og nyder familielivet i fulde drag, men bekymringer om ditten og datten, løbende aflæsning af Mathildemyrets behov og forsøg på at tilfredsstille dem samtidig med at vi for en stor del forståeligt nok må gå på kompromis med vore egne gør os lidt matte i koderne, da alt jo endnu er så nyt. Så på trods af at vi nyder forældrerollen i fulde drag – og ikke mindst at opleve hinanden som hhv. far og mor (Peter er fantastisk omsorgsfuld og ved slet ikke alt det gode han skal gøre for sin datter og moderen husker han faktisk for det meste også at tænke på – men nu i anden række forståes ;-)), så må vi erkende, at det også tærer lidt på os. Vi glæder os til at få flere og flere rutiner på plads, så vi ikke hele tiden skal opfinde den dybe tallerken. Noget andet der har tappet en ordentlig portion energi er selvfølgelig Peters temmelig uheldige møde med slangen. Forskrækkelsen har sat sig i kroppen, for de timer hvor vi ikke anede, hvad udgangen på historien ville blive, var så aldeles skrækindjagende og forfærdelige for os begge to, at vi stadig går og ”tygger lidt på oplevelsen”.

Dagene herude går lynhurtigt. Udover at hygge med den skønne Mathilde, så er der jo forskellige praktiske ting, der skal ordnes og dem har vi i det store hele fordelt mellem os. Peter tager sig således af indkøb, flaskerengøring og morgenhygge med Mathilde (mens mor liiige snupper en ekstra time – aaaahhhhhhhh). Jeg ordner vasketøjet, rydder op efter os og klarer nattevagten med to natflasker og sutteindføring efter behov. Vi forsøger også at give hinanden lidt fri ind imellem og i dag var det således Peters tur til en frieftermiddag. Efter miseren med slangebiddet og den efterfølgende indlæggelse på SOS Klinikken, tør jeg dog ikke sende ham af sted på egen hånd længere ;-) så han tog på tur med Flemming (manden i den familie vi er herude sammen med). De tog først et smut på den danske ambassade for at få lavet visum til småpigerne og gik så ellers på lokal restaurant og indtog nudelsuppe samt Tiger Beer og rundede eftermiddagen af med et besøg på Hærens Museum. Kort og godt en rigtig drengetur. Mathilde og jeg hyggede herhjemme imens. Det passede os begge godt, for lillepigen har det fint med småture ind imellem, men der skal stadig aldeles ikke være for mange nye indtryk ad gangen og jeg nyder i høj grad at tusse rundt med hende herhjemme og når hun sover sine lure får jeg læst en masse og slapper godt af med det.

Ikke flere ord herfra i denne omgang. Det er midt om natten og jeg burde sove ligesom Mathilde og Peter (det går det nu generelt også OK med for tiden), for i morgen tager vi hul på pakkeriet og skal vist også en tur i byen for at have købt de sidste småting vi gerne vil have med hjem og uha, hvor er her altså mange flotte ting! Vi er noget spændte på, hvor meget kufferterne kommer til at bugne og hvad vægten siger, når vi checker bagagen ind på søndag…

De seneste par dage i billeder

2006-12-10T15:31:00.000+01:00

Mathilde var bare rigtig god til at muntre far op, da han var indlagt på SOS Klinikken.

Så er vi klar til, at far kommer hjem. Mathilde er klædt fint på i kjole fra Lea, Lisa og Jan samt mammelukker fra Astrid og for første gang med navnesutten i dutten.

Idag er det bl;sende og meget koldt, så Mathilde iklædt polargearet og klar til at tage på tur. Mor skal lige have tyk trøje og tørklæde på, men far holder varmen i skjorteærmer, da lillepigen i bæreselen fungerer perfekt som varmedunk. Vi skal hen i templet, hvor Peter i forgårs kom i karambolage med slangen.

Det var præcis her - lige midt midt på cementunderlaget - det skete. Peter trådte et skridt baglæns for at få rette motiv i kassen og fik så - sikkert til lige stor forskrækkelse for begge parter - jokket på det på det krybende kræ.

Vi havde taget kager og chokolade med som tak for hjælpen til den søde nonne. Hun var tydeligvis MEGET glad for at se Peter igen, for hun havde været temmelig bekymret. I alle de år, hun har passet templet, er hun ikke en eneste gang stødt på slanger, men hun fortalte, at nogle andre i templet kendte mere til det krybende liv på stedet og havde erklæret, at Peter var "a very very lucky man!". Jo tak sådan føler vi det bestemt også, for det kunne være gået så grueligt galt! (på klinikken har de også samstemmende kaldt Peter helt fantastisk heldig og de mener, at slangen nok ikke har fået ordentligt fat, da der er et skrabemærke, der sikkert stammer fra den ene hugtands vej ned ad anklen. Slangen har således måske slet ikke fået sprøjtet gift ind eller i hvert fald meget lidt).

Peter tænder røgelse og takker Buddha & co.

Så er den store slangetæmmer gået i aktion igen. Det lykkedes at være i nærkontakt med (vand)slangen uden at blive bidt - han blev ikke engang våd ;-)

Turen rundes af på Hotel Sheraton, der ligger lige i nabolaget. Mathildemyret nød at mosle og savle på den fine brokadesofa, mens mor og far fik tropedrinks og rigtig lækker mad.

Herude juler vi skam også. Det første julefoto af den lille familie er taget i hotellets forhal, hvor der er pyntet noget så fint op. Udenfor er der desuden tre smukke rensdyr i jern omviklet lyskæder, som vi nyder at kigge på hver aften. Juleriet er det dog lidt svært at forholde sig til lige nu. Ikke så meget fordi vi er i troperne (her er jo hundekoldt en del af tiden), men nok især fordi det nyslåede familieliv er så stort at fatte og forholde sig til.

Far har rigget et yderst populært "aktivitetsstativ" til ved hjælp af en garderobestang, to spisestuestole og noget snor lavet af snoede plastikposer. Man er vel spejder!

Liv og glade dage med Mathildemyret

2006-12-10T06:22:00.000+01:00

Der sker en masse nyt med den lille skønne trunte og hendes samspil med os dag for dag. Indledningsvist var vi en kende bekymrede for, om hun nu var for nem, overtilpasset og ikke rigtigt kunne give ordentligt udtryk for egne behov, for både under besøgene på Mai Linh og de første dage sammen med os her på hotellet var hun næsten for mild. Vi var jo helt bekymrede for, om vi kunne komme til at tromle det lille myr fuldstændigt uden hun fik sagt fra. Heldigvis er hun nu begyndt at give meget mere tydeligt udtryk for, hvad der passer hende og hvad der absolut ikke gør. Hun kan således være en rigtig lille broksisse, når hun er for træt, sulten, har hård mave, en bøvs der sidder på tværs, gerne vil have selskab eller noget helt syvende, som vi måske ikke lige kan regne ud. Så kan der både komme småpjevs (som i de første dage) men dæleme også temmeligt høje og skingre indianerhyl (hun bliver selv helt forskrækket engang imellem og kiiigger efter hvem eller hvad, der mon sagde dén høje lyd :-)). Nogle vil måske synes, det er træls med sådan et højlydt brokkeri, men vi glæder os faktisk i den grad over, at hun har en mening om tingene og tydeligt giver den til kende (det kan selvfølgelig godt være vi ikke har helt samme holdning til den sag, når hun er 15 år og højlydt insisterer på at få lov til at være ude heeeeele natten, for det må aaaaaaaalle de andre ;-)).

For det meste er hun dog en tilfreds og glad lille trold. Hun elsker at se på, hvad der sker omkring hende og hun hygger sig noget så forrygende både på egen hånd og sammen med os. Hun er vild med at nusse tæt og smådimse med os og bliver efterhånden også mere og mere glad for flyveture og anden lidt mere vild leg (det lader til at det er noget helt nyt for hende). At blive puslet og vasket er ligeledes kæmpe hit. Hun elsker også, når vi "gymnastikker" sammen med hende og hjælper hende forsigtigt op at sidde / ned at ligge ved at holde hendes hænder. På Mai Linh og de første dage her kunne hun næsten ikke holde hovedet selv på vej op og ned, men det er hun dæleme skrap til efterhånden.

Det værste vi kan byde hende er for hurtige skift samt for mange stimuli i form af nye steder og mennesker, der kommer for tæt på. Nogle gange siger hun klart fra undervejs, men andre gange kommer reaktionen først bagefter i form af uro i kroppen (blikket flakker hvileløst rundt og hun mosler uroligt ligesom i små ryk) eller ligefrem længerevarende skrigture. Hun kan dog klare mere og mere uden at det bliver for meget. Ture rundt på hotellet er efterhånden nærmest hverdag for hende nu og ture i nærområdet siddende trygt i bæreselen er også helt OK, når de blot ikke er for lange eller hyppige. Når vi kommer hjem til Frederiksberg er vi derfor også helt indstillede på, at den kommer til at stå på hjemlig hygge i tresomhed det meste af tiden i en længere periode. Vi hygger os heldigvis godt med at være hjemme og i lavt gear, så det bliver garanteret heller ikke noget problem for nogen af os.

Det føles helt fantastisk, at vi på så kort tid allerede har lært hinanden så godt at kende. Vi fornemmer, at Mathilde er tryg ved os og vi føler os mere og mere sikre i forældrerollen. Jeg nyder at opleve Peter som far og vi har indtil videre været rigtig gode til at samarbejde (det må vist være "hvedebrødsdagene" ;-)). Det er skønt sådan at få hinanden mere og mere "ind under huden" som familie alle tre og det er en fornøjelse at tænke på, at rejsen sammen blot lige er begyndt.

Sikke en masse baby- og familiesnak... Det må I leve med, for det er pt. det eneste vi for alvor har på tapetet herude - når vi da ikke lige bliver bidt af slanger og tilbringer dagene med at nærstudere stedets sundhedsfaciliteter ;-)

Mathildemyrets dramatiske 6-månedersdag

2006-12-09T15:54:00.000+01:00

... eller Slangetæmmeren fra Hanoi kunne overskriften lige så godt have været.

Vi har haft et rigeligt begivenhedsrigt døgn - ikke mindst Peter! - og så endda på Mathilde Huongs første halve fødselsdag. Inden jeg beretter videre, vil jeg skynde mig at undrstrege, at alt er endt godt, så på trods af dramatikken i den følgende historie behøver I altså ikke at bekymre jer!

Igår eftermiddags tog Peter lidt alene på tur til et nærliggende tempel (Tay Ho Pagoda), hvor han ville fotografere, mens Mathilde og jeg passede sagerne herhjemme. Desværre var han så uheldig at træde på en slange midt på fortovet (vist en lille jordfarvet sag der var cirka tommelfinger tyk og i stil med en snog). Den blev sikkert mindst lige så forskrækket som ham, og hakkede ud efter ham. Desværre lykkedes det den at få sat hugtænderne i ham. Han blev MEGET forskrækket og fik det straks rigtig dårligt. Heldigvis lader det til, at det blot var forskrækkelsen, der slog ham ud. Han var alene, da det skete, men fik hurtigt bevæget sig videre og fik hjælp fra en rigtig sød nonne, der forsøgte sig med førstehjælp (men vist ikke lige af den slags der står om i de danske førstehjælpsbøger, for det var noget med at forsøge at massere giften ud, smøre med pebermynteolie og endelig rense med jod). Herefter ringede Peter hjem til mig, der beordrede ham afsted i taxi til den internationale SOS klinik aldeles omgående!!! (ambulancer gør de desværre ikke helt så meget i på disse kanter). Mathilde og jeg fløj ud af døren - efter lige at få pakket det allervigtigste babygrej og sørget for en lynhurtig tør ble samt en tiltrængt flaske i expresfart. PYH - hvor gik det stærkt for jeg havde aldeles forfærdeligt med ikke at være ved siden af ham og var ærlig talt temmelig bange! Da vi nåede frem til klinikken var Peter dog mystisk nok stadig ikke dukket op??? Vi ventede i over en halv time - det føltes som år... Det viste sig, at den taxa, nonnen så sødt havde sørget for (men desværre ikke taget med i sammen med ham), havde kørt ham til en SOS Børnelandsby istedet for til SOS Klinikken (og undervejs iøvrigt havde et sammenstød med en scooter i en rundkørsel - ingen mennesker kom noget til, men skaderne skulle grundigt besigtiges og diskuteres, inden de endeligt kunne drage videre...Grrrrrr...). Ved SOS Børnelandsbyen valgte Peter at stige ud, da han ikke kunne få forklaret chaufføren, at det var forkert adresse. Ingen talte engelsk, men han fik da lånt en telefon på børnebyens kontor og ringet til vores hotel, der heldigvis kunne give ham den nøjagtige adresse på klinikken (jeg havde kort underrettet dem inden afgang i fald vi fik brug for dem som forbindelsesled - STOR tak til Mathildes morfar, der er pensioneret officer fra hæren og gennem hele min opvækst har indprentet mig, at man skal have både nødplan A, B og C ;-)) og kom så afsted i en ny taxa, der heldigvis fandt frem til klinikken, hvor Mathilde og jeg skyndte os at få flået ham ud af taxaen og ind til en læge (nu var der efterhånden gået 1½ time siden biddet, så der var da godt, der ikke var tale om en kobraslange!)

Nu er han heldigvis grundigt undersøgt på kryds og tværs på SOS Klinikken og har været indlagt til observation natten over. Klinikkens ekspert i slangebid blev straks hidkaldt og Peter blev udspurgt om slangens udseende, hændelsesforløbet, symptomer osv. Han har fået taget diverse blodprøver (ALT er OK), benet har været bundet stramt ind fra ankel (hvor han blev bidt) til øverst på låret, han har været tilkoblet en monitor der måler puls, blodtryk osv. (hans puls og blodtryk var tårnhøjt de første timer efter) og har fået et ekstra stivkrampe-stik for en sikkerheds skyld. Han er blevet passet rigtig godt på af en hollandsk læge, der virker både yderst kompetent og meget empatisk samt af en vietnamesisk mandlig sygeplejerske med en ret skør og skæv humor (han kunne fx slet ikke forstå at Peter ikke ville have slange-ragout til aftensmad - det synes han ellers ville være SÅ pasende ;-) Det blev til pasta, cola og chokolade milk shake istedet og det landede vist på et tørt sted så appetitten fejlede i hvert fald ikke noget).

Peter har heldigvis ikke haft spor ondt på noget tidspunkt eller været særlig skidt tilpas bort set fra lige da det skete. Han er forståeligt nok stadig en kende rystet over oplevelsen, men nu altså udskrevet og erklæret i fin form. Vi har skullet love at holde os i Hanoi weekenden over (havde nu heller ikke andre planer), men det er vist blot for en ekstra ekstra sikkerheds skyld.

Mathildemyret har klaret turen i rigtig fin stil og underholdt samt afledte far på skønneste vis på klinkken indtil vi igår aftes smuttede hjem, så hun kunne få ro til at sove, for hun trængte virkelig til sin seng efterhånden, da hun forståeligt nok slet ikke finde ro til at sove på klinikken. Efter hjemkomsten faldt hun omgående i søvn, men sov noget uroligt. Jeg troede først, det var dagens rigeligt mange indtryk, der spøgte (hun reagerer tydeligvis, når der er sket for meget i løbet af dagen, har vi efterhånden fundet ud af), men det var vist (også?) pga. problemer med at komme af med en "bæ", der havde sat sig på tværs. Da hun fik midnatsnatflasken pruttede hun på livet løs, men det var kun luft og selv om vi veeeeentede og veeeeentede (Mathilde klynkede og prøvede ihærdigt) skete der bare ikke rigtig noget. Jeg kastede mig derfor endnu engang ud i mavemassage og holdt hende efterfølgende ind over vasken, så hun kunne "levere" først en omgang halvhårde knolde og så en omgang af mere lind konsistens bagefter (jo, jo - alle detaljer skal skam med og jeg er en smule ærgelig over ikke også at kunne vedhæfte en duft... øh lugtprøve ;-)). Det er ikke så lækkert, mens det står på men altså yderst effektivt og den lille trunte var også denne gang vældig tilfreds med behandlingen hele vejen igennem. Nærmest decideret fornøjet.

Idag har vi bare taget den helt med ro og nydt, at flokken atter er samlet (Peter kom hjem midt på formiddagen og nøj hvor var det altså dejligt!!!). Imorgen går vi ned til templet med en gave til den søde nonne som mange tak for hjælpen . Hun bad iøvrigt også Peter kigge forbi igen, så hun kunne se, at han var OK. Idag har der dog slet ikke været overskud til ud-af-huset-aktiviteter, men imorgen drager vi afsted i samlet flok og holder naturligvis undervejs grundigt udkig efter såvel trafik som kryb og andet farligt djævelskab!!!

Mere om Mathildemyret

2006-12-05T16:07:00.000+01:00

Allerførst tusind tak for de mange skønne hilsner og Mathildemyret takker for alle roserne, den seneste billedkavalkade affødte. Vi synes, de er absolut velfortjente, for hun er altså det største mirakel i denne del af solsystemet siden det lille jesusbarn – i hvert fald efter de overlykkelige forældres mening ;-)

I skrivende stund er far hos købmanden, Mathildemyret sover middagslur i sin elskede seng og moren hygger sig ved computeren. Vi har indtil videre fundet os fint tilrette med den nye hverdag for os alle tre. Mathilde spiser, sover, tisser, skider, leger, nusser osv. ligesom en lille trunte i hendes alder skal. Hun bliver helt klart mere og mere tryg ved os og ved de fysiske rammer her. Hun er dejligt tydelig i sine signaler og siger klart til og fra, så mor og far kan forstå, hvad der skal til for at sikre lillepigens trivsel. Fx har vi efterhånden erfaret, at tingene indledningsvist skal foregå meget stille og roligt, og så kan der efterhånden komme mere og mere gang i sagerne. Når lillepigen vågner, er det således slet ikke noget hit straks at tage hende op eller stille an med en flaske. Hun vil gerne ligge og dutle lige så stille i sengen for sig selv og siger så selv til med pjevs og brok, når det er tid til selskab og flaske – og så skal det dæleme også være NU!!! Der skal heller ikke introduceres for meget nyt på en gang og det er meget tydeligt, at Mathilde er yderst opmærksom på de fysiske rammer, hun befinder sig i. Efterhånden er hele lejligheden et kendt og trygt område og når man fx døffer rundt med hende i bæreselen herhjemme sludrer og hviner hun som oftest løs (hun har sådan nogle sjove hæse lyde, små skrig og host, hun elsker at sige) og har vældig travlt med at mærke på og nærstudere mors eller far hals, hage, hår osv. Så snart vi bevæger os udenfor lejligheden – bare vi går ud på gangen – bliver hun derimod musestille, holder op med at dutle og kigger sig omkring med stoooooore øjne. Når hun er mæt, veludhvilet og der har været ro på i timerne op til, så virker hun blot nysgerrig og interesseret i fht. sine nye omgivelser, men hvis hun ikke er helt ovenpå, så er det med noget bekymret mine og blik verden ses an. Indtil videre har vi derfor mest opholdt os herhjemme og har blot været på et par korte ture ned i restauranten samt på besøg hos den anden familie, der bor lige ovre på den anden side af vores lille stille vej. Bæreselen er simpelthen genial, når territoriet langsomt og trygt skal udvides, for hovedet vender ind mod mors/fars trygge bryst, og der kan lægges ”tag” over i form af et lille tæppe og pakkes en dyne udenpå, så der skabes en rar og lun hule (det er temmelig koldt her i Hanoi for tiden, så der skal pakkes rigtig godt ind). Efter at have lært lillepigen og hendes behov for rolige overgange at kende er vi mere end lykkelige for, at det blev til to besøg på børnehjemmet, inden overdragelsen og at der var god tid under og efter ceremonien sammen med både den trygge plejer Mai og de spritnye langnæsede forældre. Det har givetvis lettet lidt på overgangen fra det gamle til det nye liv. I fht. at lette overgange har vi også haft god gavn af den sut og sutteklud vi sendte med Dorte og Bo ud til lillepigen. Især sutten er et kært, tryghedsskabende og skattet eje, der har hængt i en lille klud om halsen lige siden hun fik den. På trods af at både de danske sundheds- og babysikkerhedsmyndigheder med garanti ville tilråde det, har vi simpelthen ikke nænnet at tage den efterhånden godt nussede sut og klud af hende tidligere. I dag blev begge dele dog grundigt desinficeret, men hun bliver ked af det, når hun ikke kan finde sutten lige under hagen, så hun får lov til at beholde anordningen lidt endnu – og faktisk gør det hende temmelig selvhjulpen ifht. selv at fange sutten efter behov. Noget andet der tydeligvis har givet tryghed her i overgangen mellem det gamle og det nye liv er, at vi har sørget for at bytte os til såvel den dukke hun har haft hos sig i sengen på Mai Linh og et par godt nussede, Mai Linh-duftende (lugtende ville nogle sige – af modermælkserstatning, lidt gylp og sårn) håndklæder, som hun har været vant til at ligge på og nusse med. Når hun har virket utryg og urolig har det haft nærmest magisk virkning at lade hende nusse med et af håndklæderne. Vi har konsekvent både ladet hende sove på dem om natten samt lagt dem på legetæppet, når hun har hygget der. I dag er de dog også blevet vasket, men det lader til, at være helt OK, da hun nu er betydelig mere tryg ved os og de nære omgivelser her. Vi har også investeret i et par små stråmåtter af den slags, hun kender fra Mai Linh og hun elsker at føle på dem, når hun ligger og leger, så de skal helt klart med hjem. Sassy-bideringene og en ekstradukke af samme slags som den vi gav i bytte på Mai Linh og så en køle-bide-ring til de ømme gummer (vi tror der er tænder på vej) er også kæmpestore hits. Vi har sørget for at holde igen med at vaske lillepigen, så hun længst muligt har bevaret kendt duft og hun har således sit første bad hos os til gode. Det går fint, da det jo ikke er så varmt her for tiden og da hun hverken gylper eller savler en masse. Sit fine tøj fra ceremonien (en hvid dragt i broderi anglaise, små fine sokker med elefanter på og et rigtig fint lille sølv(?)armbånd med rangle) lod vi hende beholde på det første døgn og skiftede herefter det yderste, men lod en lille undertrøje være i et par dage. Efter en overfyldt ble var det dog tid til et totalt kostumeskift og i løbet af de næste par dage kaster vi os også ud i badningen. Det er vores oplevelse, at de nævnte tiltag har hjulpet Mathilde til at føle sig tryg. Om vi har ret i den antagelse, vil vi selvfølgelig aldrig kunne få hverken af- eller bekræftet, men det er rart at vide, at vi i hvert fald har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at lette hendes overgang.

Det bliver vist ordene for nu. Da jeg begyndte at skrive var der frokosttid og nu er klokken næsten 22, da der har været en million-milliard små og store afbrydelser i skriveriet undervejs. Det er nu ikke kun Mathilden, der har krævet mors opmærksomhed, for undervejs har der også lige skullet passes et skrædder-hjemme-besøg ind (jeg har prøvet det bestilte tøj herhjemme, da det helt klart er det nemmeste og nøj hvor er det blevet flot!) og en omgang aftensmad i restauranten sammen med den anden familie. De er bare SÅ søde og hyggelige at være sammen med og Mathildemyret nød tydeligvis lidt liv omkring sig efter at have hygget i ro og fred med mor og far i lejligheden dagen igennem – og hun er vild med familiens to skønne piger, både den store på knap 5 år og den lille ny, der er jævnaldrende med Mathilde. Nu sover den lille guldklump trygt og godt i sin seng og jeg vil gå ind til Peter i stuen og få en godnatdrink inden det også er sengetid for os om lidt.

PS
Svar på et par hyppige spørgsmål:
Vi har intet mærket til tyfonen her i Hanoi (det er vist kun den sydlige del af Vietnam, der er ramt)

OG

Vi regner med at holder fast i den oprindelige hjemrejseplan med ankomst i Kastrup om morgenen mandag den 18. december. Nærmere info herom senere.

Se mig

2006-12-04T20:38:00.000+01:00

Er jeg ikke dejlig?

2006-12-04T20:07:00.000+01:00

Billeder fra allerførste dag som familie

2006-12-01T17:29:00.000+01:00

Netop hjemvendt fra ceremoni

Vi er glade både for mor og for "bedste-dukken" (gave fra bedstemor Irena)

og for far selvfølgelig. Han er bare er SÅ god at putte hos :-)

De første par dage med Mathildemyret

2006-12-01T17:14:00.000+01:00

Det er simpelthen gået over al forventning både med det lille Mathildemyr og med forældreskabet indtil videre. Mathilde virker tryg ved os og er en temmelig mild og tålmodig sjæl lader det til. Hun spiser godt, sover godt og afleverer det hun skal. Første lorteble tog det dog godt og vel 1½ døgn med, så de nybagte førstegangsforældre nærmest klappede og hujede det endelig skete – og grinede gevaldigt af sig selv efterfølgende ;-) Afleveringen kom i stand efter en omgang mavemassage og foregik i håndvasken – ikke så lækkert, men sikken en lettelse for os alle tre :-))

Mathilde er en vældigt observerende og nysgerrig lille trunte. Hun kigger yderst interesseret på, hvad der sker omkring hende og først når hun føler, der er rimeligt styr på verden kaster hun sig ud i at pludre, filme med mor og far, lege med dukken eller bideringene, fange sine tæer og hive strømper af (et STORT hit og ærlig talt temmelig sjovt at se på :-)). Hun skal helt klart have tid og ro til at vænne sig til noget nyt, og trækker sig lidt ind i sig selv, når der er ”overload” på systemet. Selv om hun er rigtig glad for os begge to, så skal et skift fra den ene til den anden fx lige ”varsles” med øjenkontakt for at blive accepteret og den afleverende forælder skal holde sig i nærheden det første minuts tid, men så er alt også helt OK. Det er også helt tydeligt, at hun af og til trækker sig lidt fra verden og at vi i de situationer skal respektere hendes frirum og lade være med at forsøge med øjenkontakt og dikkedik. Hun er heldigvis meget tydelig i sine signaler og rigtig god til at lære os at få gjort tingene på rette vis.

Generelt er humøret fint, men hun kan godt skælde lidt ud, når vi ikke hurtigt nok fatter, hvad der forventes. En enkelt gang har hun grædt for alvor. Det var i går aftes og det varede det meste af en time og var så hjerteskærende, at vi aldrig nogensinde glemmer det. Hun så på os med store angste øjne og synes tydeligvis at det hele bare var for utrygt. Det er en meget forståelig og forventelig reaktion, men kors hvor var det hårdt! Vi følte os bare så onde og utilstrækkelige og måtte lige selv vande høns, da Mathildemyret endelig var beroliget og puttet for natten. Siden da har der ikke været noget som helst ked-af-det-hed. Der kan sagtens komme en tur eller flere til, men hun lader faktisk til at have fundet sig rimeligt godt til rette med sin nye livssituation, og søger mor eller far for trøst og sikkerhed, når verden virker for voldsom. Hun sover imidlertid temmelig meget og det er meget muligt også en måde at reagere på skiftet på.

Indtil videre har vi kun opholdt os her på hotellet og så lige været et kort smut ovre på den anden side af vejen for at besøge den anden familie her til aften. Vi regner med, at det forbliver aktionsradiusen de nærmeste dage. Vi skærmer Mathilde effektivt ved at have hende i bæreselen med hovedet ind mod vores bryst og hovedet tildækket. Hun hygger sig fint derinde i den trange kropsnære hule og snupper nogle gode lure og det er altså noget så skønt at bære rundt med den lille dejlige snullerbasse på den måde.

Ikke mere for nu. Lillepigen er puttet for natten (så må vi se om hun gentager succesen fra sidste nat med at sove igennem) og jeg vil gå ind i stuen til Peter, der netop er blevet færdig med at ordne flasker til i morgen.

Tak for de mange hilsner. Det er bare så skønt at høre fra jer :-)

Så blev det endelig.....

2006-11-30T00:42:00.000+01:00

Så er det den store dag her i Hanoi, om nogle timer er der ceremoni og så får vi endelig Mathilde med os hjem.
Moderen er lige gået i bad - vi har begge sovet super i nat, dog ikke så mange timer - men nu er der masser af forventningsfulde og flyvegale sommerfugle i maven.

Alt her på vores midlertidige matrikel er gjort klar, sengen blev flyttet ind ved siden af vores seng i går. Vi fik også gjort pudslepladsen klar i badeværelset, faderen ordnede flasker - dog ikke uden en opringning til dagplejemoren på den anden side af gaden:-) (den anden familie der er ude for at hente deres lillesøster). Alt i alt blev reden gjort indflytningsklar på alle mulige måder.

Nu vil faderen også en tur under bruseren, så han kan se præsentabel ud, når han sådan skal holde tale for Peoples Comitee og så ellers være far for den lille guldklump:-)))

Andet besøg i billeder

2006-11-29T00:40:00.000+01:00

Ganske kort

2006-11-28T16:27:00.000+01:00

Også vores andet og sidste besøg inden overdragelsen gik over al forventning. Mathilde er aldeles vidunderlig og virker faktisk temmelig tryg ved os. Vi er glade og lettede over, at det også denne gang forløb fint og fortæller nok lidt mere senere.
Vi er lige kommet hjem fra Hoa Sua, der er en træningsrestaurant for gadebørn og unge uden så mange andre muligheder her i livet. Det er et skønt sted og maden er god, men det allerbedste er nu at bakke op om det gode formål. Vores unge lidt generte og temmeligt urutinerede tjener kunne slet ikke få gjort det godt nok, og vi blev bare så rørte over hans ivrighed. Det var en god og tankevækkende oplevelse at være der - ikke mindst som adoptant...

Hanoi i billeder

2006-11-27T04:09:00.000+01:00

Morgenhilsen

2006-11-27T01:32:00.000+01:00

Hanoi er netop ved at vågne og jeg har åbnet døren til altanen, så en frisk brise og byens morgenlyde holder mig med selskab, mens jeg skriver.

Vi nyder fortsat vores ophold her i Mathildeland i fulde drag. Jeg får dog væsentligt mere ud af det end Peter – tidsmæssigt i hvert fald ;-) – for han trækker simpelthen stikket ud og går nærmest i coma 10 timer i døgnet. Jeg er imidlertid (næsten) ikke misundelig, for i nat lykkedes det mig for første gang endelig at nappe hele 7 timers søvn. Det var såååååååå skønt! :-)

I går ankom den familie, vi skal have ceremoni sammen med på torsdag. Vi har fundet en lejlighed til dem lige ovre på den anden side af gaden (der er fuldt optaget på vores hotel) og det er skønt, at vi har hinanden så tæt på, når vi skal gå og tulle rundt med de små nye pus.

Vi nyder at lege turister og har oplevet en masse af byen allerede, men har også en del vi gerne vil se endnu, inden der fra på torsdag for alvor står Mathilde på programmet og aktivitetsniveauet og aktionsradiusen derfor bliver stærkt reduceret. Det er helt klart også godt for os at holde os i gang nu, for efter at have mødt den lille vidunderlige trunte i fredags er angsten for at noget skal gå galt et sted i processen vokset til uanede højder. Heldigvis kan man ikke tænke på andet end ren overlevelse, når man under sin færd rundt i byen skal krydse de stærkt befærdede og absurd kaotiske gader med trafik i flere spor, hvor alle har hornet i bund en stor del af tiden og cirkler ud og ind mellem hinanden på uoverskuelig vis. Pyha… Jeg er gået hen og blevet helt katolsk af det og slår mentalt korsets tegn foran mig hver gang, der er lykkedes at slippe helskindet over vejen :-)

Nu vil jeg se, om Peter er til at få hevet ud af fjerene, så vi kan komme ud og få oplevet lidt og imorgen er det så atter blevet tid til et besøg hos den lille dejlighed :-)))

Dagens besøg i billeder

2006-11-24T13:38:00.000+01:00

Vi kom, vi så og Mathilde erobrede os totalt

2006-11-24T08:06:00.000+01:00

Åh - hvor er hun altså dejlig vores lille Mathilde :-)))))))

Hun var i superduper fin form og tog første møde med mor og far i stiv arm. Vi blev studeret med stor interesse og hun ikke bare fandt sig i, men nød tydeligvis at blive dikkedikket, nusset, kysset osv. Det lader til, at hun generelt ser lidt tænksom og alvorlig ud, men der skal dæleme ikke meget til, før hun finder smilet frem og pludrer på livet løs. Kort efter vi var ankommet begyndte hun at se en smule træt ud, øjenene blev smallere og smallere og så faldt hun ellers trygt i søvn i fars arme. Det var tydeligvis noget, der gjorde den nybagte hands-on-far lykkelig, så i et pænt stykke tid vandrede han rundt med den sovende skønhed på armen og havde påfaldende blanke øjne. Efter luren, som hun rundede af i den seng, hun deler med sin kærlige plejer Mai og lille skønne Jeppe Long om natten, kom far på banen igen, for så skulle der gives flaske. Det hyggede såvel far som Mathilde sig vældigt med, men der røg dæleme ikke meget ned, for det var tydeligvis meget sjovere at få fat i sine fødder og at "filme" med far. Mor fik heldigvis også lov til at komme til og tog bl.a. den lille trunte med på tur rundt på børnehjemmet. Det hyggede vi os begge gevaldigt med. Mathilde virkede fuldstændig tryg og jeg nød at mærke hende, snuse til hende og give hende de første af utallige kys og kærtegn.

Kort sagt - vores datter er aldeles vidunderlig og det lader heldigvis til, at hun synes vi er helt OK og ret hyggelige. Det var skønt endelig at kunne være sammen med hende og vi er fuldstændigt forelskede i den lille dejlige skat.

Det bliver ikke til mere skriveri nu, for vi trænger meget til en lille lur og regner med at tage et smut i byen bagefter.

Far ved tasterne

2006-11-23T18:54:00.000+01:00

Om tolv timer skal jeg møde min datter for første gang – nu får I den vordende faders umiddelbare indtryk, jeg har bemægtiget mig puteren mens den vordende moder basker rundt uden på en flok store sommerfugle.

Det er meget svært og underligt, at sidde og prøve at forestille sig, hvordan det bliver for første gang at tage det barn op, som jeg har drømt om så længe og kendt ”på papiret” i næsten fire måneder.
På den ene side, så er det jo et barn som alle andre børn – jeg har hygget mig med og glædet mig over at være sammen med de børn der er kommet til i omgangskredsen, og jeg skal holde fast i, at alle de store tanker og følelser, der knokler rundt inden i mig ikke bliver delt af Mathilde.
Lige nu, klokken halv ni om aftenen, ligger hun formodentlig og sover 40-50 km. herfra og har ingen anelse om, hvad der rammer hende når hun vågner i morgen – ligesom jeg ikke ved, hvad der rammer mig, jeg har dog muligheden for at gøre mig nogle forestillinger, tænke på, hvad jeg har hørt fra andre og ikke mindst – jeg har selv valgt det her, det har hun ikke.
Det er derfor mig der skal styre både hende og mig igennem dette første møde – puha et stort ansvar at lægge på en blød mands bløde skuldre!!

På den anden side, så er hun jo ikke bare et barn som alle andre, hun er Mathilde, hende som jeg har ventet på så længe og som skal være en helt uadskillelig del af resten af mit liv og derfor er det jo ikke nemt at forestille sig, hvordan det bliver, når det er hende jeg møder. Og selvom mange har givet gode råd og indspark til, hvordan det bliver – så er det sådan det har været for dem – hvordan bliver det for mig?
Og så det er det måske alligevel Mathilde der har fordelen i det serveparti, hun skal ikke prøve at holde snor i mange års opsparede følelser og længsel efter dette øjeblik, og 1000 mærkelige tanker om hende og det at blive far og alt derimellem.
Uanset hvordan hun reagerer, så vil alle synes det er OK, for hun er et lille barn og helt uvidende om det forestående, mens min reaktion vil blive betragtet meget nøje;
Hvad tænker min datter om mig? Og min kone? Og plejerne og børnehjemsdirektøren og Mr. Tuan? Og i sidste ende Jesus, Muhammed og Buddha?

PUHA!! Det er en stor ting at blive far – jeg må hellere lade bekymringerne fare og så forsøger at give plads til glæden over at det er nu det er nu.

Det tog sin tid at få styr på alle tankerne, så nu er der kun syv timer til vi skal afsted - mon vi kan få ro til en lille lur.

Life in Hanoi is goooooooood :-)

2006-11-22T18:51:00.000+01:00

Bare en hurtig hilsen for at sige, vi nu befinder os i Hanoi og har det aldeles skønt! Vejret er perfekt, øllerne kolde (og billige), lejligheden skøn, byen yderst fascinerende, trafikken… øh… spændende (er vist det mest dækkende ord ;-)) og det er ærlig talt rigtig rigtig svært at finde noget som helst at klage over :-)

Tvært imod er der en helt fantastisk nyhed, vi kan dele med jer. Vi har snakket med ACs kontaktperson herude, der kunne fortælle os, at vi kan få lov til at få hele to besøg på børnehjemmet, inden overdragelsen torsdag den. 30/11. Det havde vi slet i turdet håbe på, men hun spurgte, om vi var interesserede i det - og om vi var!!! Vi er helt rundt på gulvet glade i låget over det. Det første besøg bliver på fredag og det andet i begyndelsen af næste uge. Gosh – hvor bliver det spændende at møde Mathildemyret for første gang. Gad vide hvad hun mon siger til sådan et par langnæsede blegansigter som os…

Det er, som I nok kan regne ud, lykkedes at få den bærbare på nettet, men vi har en del tekniske vanskeligheder og kan fx af en eller anden grund ikke selv komme ind på Mathildemyrets hjemmeside. Vi har også problemer med at sende til nogle mailadresser fra Outlook, mens det går fint med andre. Heldigvis går det tilsyneladende fint med at modtage mails, for vi har i hvert fald fået nogle skønne nogen af slagsen (mange tak for dem), men det sikreste er nok at bruge vores net-mail dorte_peter@yahoo.dk

Ikke mere herfra for nu, jeg har nemlig en drink og en mand, der skal passes ;-)

Next stop Hanoi

2006-11-20T06:21:00.000+01:00

Nu er der kun få timer til, vi skal ud ad døren og alt er efterhånden pakket og parat.

Vi ankommer til Hanoi tirsdag og ifølge DMI, bliver vi lige nødt til at udholde en enkelt dag med skyer og regn, men så er der til gengæld også dømt sol og ret så pænt vejr over hele linjen :-)

Vi giver lyd derudefra, når vi er blevet installeret på Oriental Palace, har fået en kold Tiger Beer og fået den bærbare koblet på nettet.

Pakkeri og ønskeseddel

2006-11-19T01:40:00.000+01:00

Her pakkes, ordnes og gøres rejseklar til den store guldmedalje, så det bliver ikke til så meget skriveri i denne omgang.

Vi er efterhånden adskillige gange blevet spurgt om, hvad Mathilde Huong ønsker sig. Dybest set ved vi det jo ikke, men vi har da forsøgt os med et bud ;-)

Vi har lagt hendes ønskeseddel (og vores ;-)) ind på en ny blog, som interesserede kan finde ved at klikke lige her.

Og så er det vist efterhånden på tide at finde sengen...

Huuuuuuuuulk og vrææææææl

2006-11-18T00:00:00.000+01:00

Sådan cirka lød det, da jeg blev ringet op af sagsbehandleren fra AC idag (fredag) og hun fortalte, at vores ceremonidato nu endelig er faldet på plads :-)

Efter at have forsikret den stakkels og forståeligt nok forvirrede kvinde om, at jeg skam havde det aldeles fremragende og blot var usigeligt lettet over, at det rent faktisk ser ud til, at det bliver til noget med den adoption, fik jeg de nærmere detaljer fremlagt.

Vi skal have ceremoni torsdag den 30. november, og da vi som bekendt har været så forudseende at have såvel visa, hotel og forhåndsbooking af billetter på plads, kan vi rejse afsted allerede på mandag.

Vi er bare så uendeligt glade og lettede, men føler os samtidig en kende udmattede. Vi har fejret det glade budskab med en tur i Tivoli her til aften, hvor vi har nydt såvel julepynt som julemad, da vi jo nok ikke oplever så meget mere af den slags mere i år - men det skal der bestemt ikke lyde klager over, for vi vil også meget hellere til Vietnam ;-)

Lige nu sidder far Peter i sofaen og spacer til en eller anden tilfældig film, og jeg tror, jeg vil gøre ham selskab, for jeg er alligevel for træt og bims til at foretage mig mere fornuftigt idag.

HURAAAAAAAAAAAAAAAAA - hvor er det bare STORT, SKØNT, FANTASTISK og en enorm forløsning, at vi endelig kan blive forenet med den lille skønne Mathilde :-)

Hul på en ny venteuge

2006-11-13T23:05:00.000+01:00

Så er weekenden overstået og vi har taget hul på en ny venteuge, som vi stærkt håber på, vil bringe mere lys over udrejse-situationen. Vi har desværre ikke hørt nyt idag, men måske bliver imorgen forløsningens dag.

Lige så forbløffende let det har været for os at vente de første 2½ måned efter vi fik besked om Mathilde - lige så træls og frustrerende er det blevet nu. Jeg tror egentlig godt, vi kunne have ventet både 2 og 3 måneder mere uden de helt store frustrationer, hvis det var sådan prognosen og erfaringerne fra de senest hentende havde set ud. Men nu hvor såvel prognose som erfaringer og forhåndsmeldingerne fra AC siger, at det er tid, så er det godt nok blevet surt og svært.

Det er ellers lykkedes rigtig fint at være positiv og optimistisk undervejs i forløbet, men jeg er begyndt at føle, at vi bliver overhalet og snydt den ene gang efter den anden i dette "game"; Vi bor i en af de aller langsomste amter, ramte en venteliste der sneglede sig afsted (den gik oven i købet på et tidspunkt så meget i stå, at vi blev bedt om at overveje at flytte land) og nu hvor det endelig laaaaangt om længe er tid til at hente Mathilde Huong hjem (efter mere end 3 års ventetid), så er der pludselig bøvl og uregelmæssigheder i sagsgangen. Såvidt vi ved, er vi det eneste par, blandt alle de vi var på adoptionsforberende kursus med, der endnu venter på at hente barn hjem og for de flestes vedkommende skete familieudvidelsen for mere end et år siden. Når al det piv og brok er lukket ud så må jeg dog sige, at det heldigvis er ualmindeligt sjældent jeg får sådanne "hvor er livet altså uretfærdigt og hvor det bare synd for os - anfald", og jeg priser mig lykkelig over ikke at være eneadoptant (for de har en endnu sejere godkendelsesproces og længere ventetid end par), endnu mere for ikke at have været igennem et langt og opslidende fertilitetsforløb, inden vi valgte adoption og allermest for at vi ikke hører til blandt de uheldige, der har måttet takke nej til et barn pga. alvorlige helbredsproblemer eller har mistet det barn de havde i forslag. Sidstnævnte scenarie spøger dog og jeg tror ikke, vi føler os helt trygge ved situationen, før vi har fået vores lille Mathilde Huong overdraget.

Situationen fortsat uafklaret

2006-11-10T23:36:00.000+01:00

Dagens dugfriske melding fra Vietnam er, at der endnu ikke er klarhed over, hvornår der bliver ceremoni. Mandagens booking derfor droppet og vi glæder os over, det er weekend, så vi kan gå off line mentalt.

Papirerne endelig i orden

2006-11-09T22:45:00.000+01:00

Idag har vi fået melding om, at fejlen i papirerne nu er rettet (skønt!) og om at de dd. er blevet afleveret til de centrale myndigheder. Herefter går turen videre til provinsmyndighederne og så er det ved at være tid til at få en ceremonidato på plads. Hvornår det bliver er endnu uafklaret. Vi synes jo nok, det begynder at knibe gevaldigt med at nå det med en ceremoni nu på torsdag, men det kan desværre hverken af- eller bekræftes pt. Imorgen sidst på eftermiddagen skal vi senest give besked vedr. billetterne på mandag og vi er efterhånden helt indstillede på, at det bliver et "no go" i denne omgang. Selv om det da er mægtig træls, så er det som altid rart bare at have et eller andet at forholde sig til. Om ikke andet kan vi da komme til at holde weekend uden at være på "red alert", og det tror jeg, vi trænger til.

Til slut MANGE MANGE TAK for al jeres positive interesse og support. Det varmer og trøster fantastisk meget, nu hvor ventetiden og ikke mindst uvisheden for alvor "bider".

Hvis og hvis...

2006-11-08T16:44:00.000+01:00

Seneste melding fra ACs kontaktperson kom i mandags og lyder på, at det nu ser ud til, at vi får ceremoni torsdag den 16. november. Vi venter fortsat i spænding på at få det af- eller bekræftet og har for en sikkerheds skyld forhåndsbooket et par billetter med THAI til Vietnam på mandag, da der pludselig var sådan et par stykker ledige. Vi hååååber, vi får brug for dem. Det vil lige præcis sætte os i stand til at nå det hele med ankomst tirsdag, besøg på børnehjemmet onsdag og overdragelsesceremoni torsdag. Pyha - vi får helt sved på panden bare ved tanken om det program.

Behøver jeg at sige, at vi er noget så trætte af at svæve i uvished efterhånden???

Vente-hverdag igen

2006-11-06T13:09:00.000+01:00

Efter en fantastisk forkælelsesweekend på Hotel Grand Park i Korsør, hvor vi heldigvis formåede at slappe af, sove ud, grine igennem og nyde livet, er det nu blevet hverdag igen. Og for at sige det som det er, så er det efterhånden blevet hårdt at vente. Det er ellers gået ret fint med at holde snor i (u)tålmodigheden og humøret i plus, men nu kniber det altså gevaldigt for os begge to. Det skyldes naturligvis, at vi nu i et pænt stykke tid har været helt klar til at vende vore blege næser mod Vietnam, fordi vi har fået et par "nu sker det snart - meldinger", der alligevel ikke har holdt. I september fik vi en uofficiel melding om, at det så ud til, vi ville få ceremoni i slutningen af oktober. Vi håbede, men satte heldigvis ikke al for stor lid til meldingen, der jo var fra "Rygters Bureau" og dermed løs i kanten. Forrige fredag indløb så en officiel melding fra AC om, at det så ud som om, vi ville få ceremoni i 2. uge af november. Det valgte vi at tro på, men lagde en margin på et par uger til for en sikkerheds skyld. Nu hedder meldingen som bekendt, at alt er uvist pga. fejl i nogle papirer, og det er næsten ikke til at holde ud! Pyt med om det tager en, to eller tre uger ekstra - det klarer vi såmænd nok. Det der er benhårdt og rigtig træls lige nu er uvisheden og utrygheden ved, at der er noget galt. Vi aner ikke, hvad fejlen går ud på eller hvad det kommer til at betyde af ekstra ventetid for os. Det lyder heldigvis ikke graverende og ventetiden bliver ikke nødvendigvis meget længere af den ekstra kontorgang, men vore ventesyge og skruk hjerner skal holdes travlt beskæftiget med andre ting, for ikke konstant at give sig til at spinde bekymringsspind.

Kort og godt føler vi os lige nu temmelig matte, sårbare og hudløse, men satser stærkt på at have samlet os selv mere sammen i løbet af ugen, uanset om der er indløbet rejsebesked eller ej.

ØV, ØV og atter øv!

2006-11-03T02:12:00.000+01:00

Der bliver ikke noget af at rejse nu og her, da vi netop har fået besked om, at der er fundet fejl i nogle papirer. Det lyder ikke som om, det er noget alvorligt, men det kan trække sagsgangen ud, og det er ærlig talt træls!

Vi er matte og møre, men ved rimeligt godt mod. Weekenden er sat af til ren afslapning og råhygge med spa, god mad, rødvin, lang gåtur ved vandet osv. så vi kan få ladet lidt op til en ny omgang venteri og væren på stand by ved telefonen.

Jeg synes godt nok, vi er lidt uheldige!

Lige ved og næsten...

2006-10-30T04:43:00.000+01:00

I fredags gav AC melding om, at deres kontaktperson i Vietnam netop havde mailet, at vores papirer er under "finalization" og at det ser ud til, at vi får overdragelsesceremoni i anden uge af november. Da der normalt kun er overdragelsesceremonier på torsdage, så vil det nærmere bestemt sige den 9. november (muligvis den 16. hvis der menes den anden HELE uge af november???)

Uanset om det bliver den 9., 16. eller for den sags skyld den 23. så er det godt nok tæt på nu, og det er bare SÅ fedt :-) Vi har allerede forhåndsreserveret et par flysæder på THAI med afgang på fredag i håbet om, at vi får grønt lys til afrejse i begyndelsen af ugen. Det var den først mulige afgang, da sæsonen for rejser til Østen allerede er i fuld gang, så det var godt, vi nåede at få fingre i rejsebureauet lige inden lukketid i fredags.

Det viser sig, vi skal derud sammen med et andet par, der allerede har en datter på 4 år fra Mai Linh og nu skal hente nummer 2 samme sted. Det er også en pige, og hun er på alder med Mathilde Huong. Vi snakkede med dem i fredags og vi glæder os meget over at have rejsepartnere - og så oven i købet en garvet Vietnam-adoptiv-familie :-) Det er nok ik' så ring' for et par nybagte som os.

Der kom også spritnye billeder af den skønne Mathilde fra AC i fredags (de var taget dagen før), så det var en rigtig god dag.

Her er der et af den lille rundkindede trunte med sutten fra mor og far. Suttekluden med kaninen kan vi ikke se på nogen af billederne, så den ligger meget muligt i et skab for ikke at blive snavset og savlet til... Hmmmmm....

Her puttes med dukkelise, som vi efterhånden har set på flere billeder og på videoen fra Dorte og Bos besøg, så det er nok en kær ven efterhånden. Vi har derfor købt en Fisher Price dukke med goder sager at kigge, gumle og kramme på, som vi vil se, om vi kan bruge i byttehandel for at Mathilde kan få sin fine dukke med sig.

Til sidst kommer der lige en omgang toplækre Vietnambilleder, der smukt akkompagnerer sangen "Bonjour Viet Nam" fremført på fransk af vietnamesiske Pham Quynh Anh. Tænk sig, at vi snart skal opleve de scenerier live :-)

2006-10-24T05:05:00.000+02:00

Efter en måned med stilstand på bloggen er det vist på tide med en opdatering. Vi venter stadig på, at AC lige pludselig ringer og giver grønt lys for, at vi må rejse. Vi forsøger at være så forberedte, at vi kan komme ud ad døren med få dages varsel, så vi kan nå at opleve lidt af Vietnam, inden vi får overdraget Mathilde, for bagefter er der nok ikke de store muligheder for den slags. Vi har knoklet som gale for at blive klar, og efterhånden er vi vist ved at have styr på det meste.

Alt lillepigens tøj og sengetøj er vasket og lagt på plads. Nøj, hvor var det hyggeligt at sysle med :-) Mors næste projekt er at få vasket og klargjort barnevogn samt få givet legetøjet en tur med vand og sæbe.

Den forventningsfulde far har samlet Mathildes fine tremmeseng og det var vist heller ikke nogen spor kedelig syssel. Den står klinet op ad vores seng og uden tremmeside ind mod os, så det bliver nemt at nusse, give sut og føle sig som "flok". Mathilde er vant til at sove tæt sammen med sin plejer, men mon vi får sovet meget i den første tid med sådan en lille guldklump ved vores side? Allerede nu bliver der i søvnløse stunder kigget gevaldigt over i den lille seng, hvor der er et fint billede i A4-fomat af den lille skat.

Der er indrettet pusleplads til Mathildemyret og bortset fra et par finjusteringer er alt parat, så den unge dame kan blive onduleret i alle ender, kanter og sprækker efter alle kunstens regler her.

Der er lavet pakkeliste og indkøbt diverse rejsegrej og gaver, så pakkeriet ikke kommer til at kræve det helt store overblik af de overskruk og forvirrede forældre på vej ud ad døren.

Vi er blevet vaccineret, har fået visum og har forhåndsbooket en hotellejlighed på Oriental Palace (det samme sted som Dorte, Bo og lille skønne Fillippa har boet og vist oven i købet i selvsamme lejlighed. Det er da hyggeligt!). Vi har satset og sagt vi kommer den 1. november, og så må vi jo se om det kommer til at holde stik eller vi må rykke datoen. Vi turde ikke andet end at booke på forhånd, da det pt. er svært at finde noget ordentligt at bo i pga. et kæmpestort APEC-møde i Hanoi.

Istandsættelsen er også færdig for denne omngang. Soveværelse, køkken, badeværelse og entré er tip top shinet og det er blevet så lækkert! En kæmpestor tak til alle de der har hjulpet med stort og småt undervejs - ikke mindst til søde morfar der afsatte hele 3 dage her på falderebet til at få gjort skidtet færdigt.

Vi har også ryddet noget så eftertrykkeligt op og tømt grundigt ud i gemmerne. En del er røget på loftet, men mindst lige så meget er givet videre til genbrug og smidt i skralderen. Nu mangler vi at få gjort godt rent, og så er det efterhånden beboeligt og rart at være her igen.

Det har været hårdt, men på sin vis også god terapi at have så travlt her i ventetiden. Vi har hørt fra mange, at de har oplevet ventetiden fra barn i forslag og indtil afrejse som den værste. Sådan har det bestemt ikke været for os. Vi nyder at vide, hvem vi venter på og at gøre klar til lillepigens indtog i vores liv. Der er stadig nok at gøre til, at jeg formår at bruge krudtet på praktiske forberedelser fremfor frustrationer, men på det seneste er Peter ved at have fået nok af at vente. Det skyldes nok, at udover at istandsættelsesprojektet er lukket ned for nu, så har han ligeledes fået lukket ned for en masse arbejdsmæssige aktiviteter, så han kan gå fra med dags varsel. Det giver sådan et sært tomrum og kombineret med at vi har været alert i fht. udrejsebesked siden midt i oktober, så er det jo ikke sært, at det begynder at trække tænder ud.

Noget af det der virkelig har givet stjernestunder i denne sidste del af ventetiden er, at vi har kunnet følge Dorte, Bo og Flippa så tæt. Vi snakkede jævnligt med dem i Vietnam via SKYPE (nøj - hvor er det et smart koncept der oven i købet virker fantastisk godt og er gratis), vi har fået friske billeder og endda video med Mathilde Huong, vi har taget imod den lille familie i lufthavnen (ikke et øje var tørt!) og været på en lille visit hos dem (for at hente video - og nåh ja, også lidt for at nyde den aldeles knuselskedejlige Filippa Phuong :-)). Det har været fantastisk stort at få dugfriske billeder, video og nyheder om vores lille Mathilde Huong og det har været skønt at følge deres familiesammenføring. Som om det ikke var nok, så har de endda efterladt klapvogn, babybadekar og andet godt grej til os på hotellet. Vi er usigeligt glade og taknemmelige for det alt sammen!

Og så må jeg vist hellere få rundet af og se, om jeg kan få sovet lidt mere, for tre timers nattesøvn er ikke helt nok, men kl. 2.30 kunne jeg bare ikke sove mere. Det er ellers gået helt fint med at sove i lang tid, men nu hvor det burde være op over med en opringning om udrejse, er det hele blevet lige lidt for spændende igen...

Ikke så mange ord

2006-09-23T23:37:00.000+02:00

Vi passer min søsters to dejlige piger i disse dage og samtidig er badeværelset ved at blive sat i stand (maling og opsætning af pusleplads), haven ved at blive gjort efterårsklar og de sidste dokumenter til Vietnam skippet afsted.
Vi prøver på at blive klar på det praktiske plan. Mentalt og følelsesmæssigt er vi vist efterhånden så klar, som man kan blive...

Dugfriske billeder fra Vietnam

2006-09-20T23:27:00.000+02:00

Ikke så mange ord idag. Blot et par friske billeder af den lille dejlighed, som var i fin form og pludrede løs under dagens besøg, hvor hun fik hilsner fra mor og far i form af gave, nus og søde ord :-)

Yabadabadooo

2006-09-19T23:33:00.000+02:00

Dorte og Bos lille datter er frisk nok til at blive udskrevet, og de kan tage på besøg på Mai Linh og se hende imorgen. Nøj - hvor er det altså dejligt! Det er oven i købet blevet slået fast, at der ikke er andre børn, der er syge, så vi er heldigvis ikke ude i en epedemi af dårlige maver på børnehjemmet.

Vi er glade og lettede og glæder os gavaldigt til en fyldig rapport fra besøget :-)

Øv, øv, øv )-:

2006-09-18T11:16:00.000+02:00

Dorte og Bos lille datter har fået en grim omgang diaré, så det lille pus er blevet indlagt på hospitalet. Det er bare så synd for hende og for hendes mor og far, der nu tripper bekymrede rundt i Hanoi og gør et halvhjertet forsøg på at lege turister for at fordrive tiden med noget. Det må være en svær situation at være i og vi tænker rigtig meget på dem. Selvfølgelig er vi også kede af, at det jo betyder, at der ikke kommer nyt om vores lille Mathilde, men lige nu kommer den slags luksus helt klart i anden række. Jeg kan dog ikke lade være med at bekymre mig om, at det måske kunne dreje sig om en "epedemi" med dårlige maver på Mai Linh, så Mathilde og andre små trunter også kunne være ramt af det. Jeg sender varme og kærlige tanker afsted og håber på det bedste.

Med kroppen i Danmark og sjælen i Vietnam

2006-09-18T05:47:00.000+02:00

Det er tidlig morgen i Danmark, men allerede langt ude på formiddagen i Vietnam. Mon ikke Dorte og Bo er ude hos pigerne lige nu?
Uh, hvor det kildrer i maven at tænke på og nøj, hvor vi glæder os til at høre om besøget og til at se billeder...

Mathilde får den allerførste kærlige hilsen fra mor & far

2006-09-17T23:24:00.000+02:00

Så er venneparret, Dorte og Bo, i Vietnam for at hente deres datter, den lille superskønne Filippa Phuong. Vi har fulgtes ad i hele forløbet på ventelisten. Vi mødtes på det adoptionsforberedende kursus og de har stået lige foran os på listen. Vi havde håbet på at kunne komme til Vietnam sammen, men der gik 1½ måned fra de fik deres lille Nguyen Thi Phuong i forslag til vi fik Nguyen Thi Huong, så sandsynligheden for at vi når at lappe over og ses i Hanoi er desværre ikke så stor. Vi glæder os istedet usigeligt over, at de besøger pigerne imorgen (mandag) og overrækker en gave samt nus og knus fra mor og far til Mathildemyret. Uha, hvor er det skønt og syret at tænke på, at Dorte og Bo ganske snart kommer til at hilse på de to små trunter. Vi glæder os naturligvis helt vildt til en førstehåndsberetning om deres oplevelser og til flere billeder af vores lille guldklump. Det er iøvrigt lidt sjovt, at pigerne har så mange fællenævnere: de bor på samme børnehjem, har næsten identiske navne (kun et "P" til forskel), begge deres mødre hedder Dorte og de er aldeles knuselskedejlige begge to - både pigerne og mødrene... og nåh ja, fædrene i grunden også ;-)

Dorte og Bo har netop søsat en hjemmeside, hvor man kan følges deres rejse.

Mathilde Huong 3 måneder

2006-09-08T23:14:00.000+02:00

HURAAAAAAA :-)
Idag fylder vores lille skønne Mathildemyr 3 måneder. Vi har fejret hende med vietnamesisk middag på restaurant Tan Tan på Østerbro, gåtur ved Søerne i det klare smukke måneskin og lækker kage samt latte på Floras Kaffebar.
Vi er ved godt mod, men er slidte af venteriet og har monstertravlt med at forsøge at blive færdige med projekterne herhjemme, inden det er tid til at hente den lille trunte. Der er meget mere at fortælle, men det kniber såvel med tiden som med lysten til at skrive lange epister for tiden. Lige pludselig går der måske hul på bylden igen. Nu må vi se...

Hverdag med højt humør og god energi

2006-08-09T17:48:00.000+02:00

Nu er der ved at komme mere hverdagsstruktur på livet, og det er faktisk ikke så ringe endda. Peter har igen taget fat på projekt renovering og jeg er ved at få skaffet mig et overblik over har / mangler til Mathilde Huong, laver lister der skaber overblik over diverse gøremål, forsøger at få samlet op på mailkorrespondancen og så ellers i det hele taget at få bund i rod, vasketøj og nullermænd. Det er skønt at være igang igen og vi har begge højt humør og god energi. Det er også sundt for økonomien, at der igen er gået hverdag i den, for al den fejring og indkøbene til den lille trunte har tæret hårdt, så den står vist på fryseroprydning og studenterføde resten af måneden, men pyt med det, for det var aldeles SKØNT at feste, fejre og shoppe for fuld skrue :-) Det betyder dog desværre nok, at der går en rum tid, inden lillepigen får helt så fin en sut ;-)

Idag er det Mathildes månedsdag

2006-08-08T11:11:00.000+02:00

HURRA! HURRA!
HURRAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA!

Idag fylder Mathilde Huong 2 måneder og i morges havde Peter derfor sat flag ved lillepigens billede på kommoden i soveværelset og serverede kaffe på sengen for den bælgøjede mor (indrømmet: det får hun temmelig jævnligt... næsten dagligt faktisk og er megataknemmelig for det :-)))

Når den lille 2-måneders-jubilars far vender hjem fra dagens dont, er der dømt iskaffe og kage i haven i dagens anledning.

Det er vidunderligt for første gang at kunne fejre en mærkedag for Mathilde Huong og vi glææææder os sådan til, at vi forhåbentlig snart kan gøre det med hovedpersonen tilstede. Hendes 6-månedersdag ville vi frygteligt gerne kunne markere sammen med hende...

Igår modtog vi en postpakke til Mathildemyret. Vi havde via nettet købt en lækker sparkedragt på udsalg samt 2 styks ens bløøøøøøøde lyserøde Kaloo sutteklude med påsatte blomster, der holder fast på en lille cremefarvet kanin, der kan tages af og krammes, møfles samt savles til solo, hvis det skulle ønskes. Det er meningen, at den ene sutteklud med kanin skal sendes med næste hentehold til Mai Linh (og vi går da stærkt ud fra, at det bliver Dorte og Bo - venneparret der stod lige foran os på listen og for knap 2 måneder siden blev forældre til en anden lille superskøn pige). Den anden sutteklud tager vi med og har i reserve i fald, den første skulle blive væk.

Det er tanken, at "Lili" (sådan er kaninklud-tingen døbt fra producentens side og da det lyder mindst lige så godt som vores kiksede forsøg på at navngive kræet bliver det vist bibeholdt ;-)) skal fungere som overgangsobjekt og således forhåbentlig være en kendt kramme/trøsteting, der kan tages med fra det kendte liv på børnehjemmet til det nye, ukendte og indledningsvist garanteret utrygge liv hos mor og far (der dog muligvis kan kendes en smule på duften - lugten? ;-) - da Lili bliver nusset grundigt til af os på forhånd).

Da det samtidig er den allerførste gave Mathild Huong får af sine nye forældre, så den er selvfølgelig valgt med omhu. Vi udvalgte for længe siden en mulig drengegave og en mulig pigegave. Udover at det skulle være noget, der kunne fungere som hygge/trøsteting for små poder i alderen 0-36 mdr. så skulle det naturligvis være noget superkært, nusseblødt og ikke mindst maskinvaskbart (efter råd fra garvede forældre ;-)).

Her er den så! Den skønne Lili, der udover at være overgangsobjekt og første hands-on-gave fra mor og far nu også spiller rollen som 2-måneders gave. Akkedog - hvad en blød kanin da ikke altsammen må lægge små skuldre til...

Fotoreportage fra lykkeboblen

2006-08-07T14:56:00.000+02:00

Mor ser billeder af Nguyen Thi Huong for allerførste gang og forelsker sig aldeles øjeblikkeligt i den lille dejlige trunte, der ser ud til at være fuld af sjov og spilopper.

Efter at have ringet, sms'et, mailet osv. i timevis for at dele den glade nyhed med alverden er det blevet tid til at nyde det nyslåede forældrskab i ro og fred over en lækker vietnamesisk middag og en flaske gode bobler. Naturligvis er Mathildemyret også med til bords :-)

Første morgen som nybagt far. Det er skønt men svært at fatte. Den lille trold har naturligvis puttet trygt og godt ved siden af os natten igennem og bliver vækket med morgenkys - og studeret nøje for sådan cirka titusindetyvende gang ;-)

Så kom posten endelig og afleverede den spændende kuvert med mere info om guldklumpen. Far fik æren af at åbne og vi læste / tudede os igennem i fællesskab.

Den første barselsvisit var fra en glad og stolt bedstemor-Irena, der medbragte denne fantastisk smukke buket.

Senere på dagen kom der flere gæster til champagneparty i haven og lillepigen + forældre blev "begavet" i stor stil. (bemærk at den stolte far er iklædt lyserød skjorte i anledning af lillepigen)

Her ses en del af den imponerende høst - lige noget for et par barnlige sjæle som os, der æææælsker gaver og overraskelser... :-))

Af samme grund begavede vi naturligvis også hinanden og her er gaven fra mor til far (på sokkerne står der "Best DAD in the House" og den titel er Peter særdeles stolt af, da vi bor i etageejendom med adskillige andre fædre... :-))

Mor fik denne smukke cardigan og matchende halskæde af far (bemærk igen den yderst passende farve i anledning af lillepigen).

Godt en uge efter den skønne besked er vi stadig lige glade i låget og fejrer begivenheden med en indisk middag i Malmø. Naturligvis er Mathilde Huong også denne gang med til bords :-)

Her ligger Mathildemusen og putter dejligt i sin nye vamsede sovepose med det blødeste og lækreste lille fleecetæppe over.

Vi er bare så stjernelykkelige over at være blevet forældre til den lille lækre sag og glæder os usigeligt til at mærke hendes tyngde i vores arme, til at snuse til hende, til at se ind i hendes smukke øjne, til at lave grin og fjol sammen med hende osv. osv. Heldigvis har vi det indtil videre helt fint med at vente, for vi har jo hele tiden været forberedt på 3-4 måneders ventetid inden udrejse (og måske endda 5).
Heldigvis føler vi os overbeviste om, at Mathilde Huong ikke lider nogen som helst nød, hvor hun er nu. Det bare så skønt at føle sig tryg ved, at der bliver passet godt på den lille guldklump indtil mor og far kan komme og hente.

De første 10 dage som forældre

2006-08-07T12:33:00.000+02:00

Jeps - idag er det lige præcis ti dage siden, vi blev forældre til verdens mest vidunderlige lille pige. Vi er stadig lige berusede af og forundrede over vores lykke. Tiden er blevet brugt på at fejre og kapere det glade budskab, så der har ikke været så meget krudt til hjemmesideopdatering. Idag er Peter imidlertid begyndt på arbejde, mens jeg stadig muntrer mig herhjemme, så nu skal det være.

De første dage som nybagte forældre står nærmest som i en tåget rus for mig, så jeg er glad for, at vi har rigelig med foto og videodokumentation til at støtte hukommelsen. Følelsen af total forløsning og lykke, som heldigvis stadig fylder og bobler, tror jeg dog, at jeg altid vil kunne huske. Og følelsen: "JA! Det er min datter!", som jeg fik, da jeg så Mathildemyrets billede første gang, vil garanteret også for altid være printet i mit sind. Hvad der ellers skete hvornår kniber det mere med at huske præcist. Jeg vil dog gøre forsøget og skitsere dagene i grove træk:

Dag 1 - hvor vi blev vi ringet om den lille skønne Nguyen Thi Huong blev brugt på at juble i tosomhed samt på at få ringet, mailet og SMS'et til nær og fjern for at forkynde det glade budskab for alverden.

Dag 2 modtog vi kuverten med alle oplysningerne om den lille trold. Der stod ikke så meget, for hun er jo blot et ganske lille pus og desuden helt igennem i fin trivsel og udvikling. Hun er vokset 5 cm på en måned og har taget 1 kilo på, så det er lige som det skal være. Der står, at hun er født udenfor ægteskab og at hun kan lide at være på arm (og heldigvis ved vi, at der er arme og kærlig omsorg ad libitum på Mai Linh, hvor hun bor pt). Endelig kan vi se, at hun er opkaldt efter sin vietnam-mor. Det var skønt at få den smule forhistorie og de få data, der er mulige nu. Vi håber meget på, at vi er heldige og får mere info, når vi henter hende.

Om eftermiddagen, aftenen og det halve af natten holdt vi champagneparty og fejrede Mathilde-myrets indtog i vores liv. Det var usigeligt skønt at kunne feste og fejre sammen med venner og familie.

Dag 3 gik vi mere eller mindre i coma - i hvert fald energimæssigt. Vi tullede lalleglade rundt og måtte af og til knibe os selv i armen for helt at fatte vores lykke. Dagens største og vigtigste projekt var underskrivning og faxningen af accepten af Nguyen Thi Huong. Ved denne lejlighed måtte den nybagte og yderst følelsesladede mor atter fælde en spandfuld tårer, for tænk sig at vi skulle spørges, OM vi ville ha' hende... Rent logisk forstår jeg jo godt idéen i det, men altså... hun er jo allerede fuldt accepterede i hjertet som vores datter og jeg kunne bare slet ikke ha', at det overhovedet kunne være muligt at "takke nej" til hende, som om hun var en vareprøve.

Dag 3 skulle der underskrives 2 attester, som vi fik mailet fra AC sidst på formiddagen. I kampens hede fik vi pga. tidsnød taget den forkerte attest med til notaren (der var under en time til at få rettet småfejl, udskrive og nå til notaren inden lukketid). Vi endte således med at få stemplet og notariseret 5 eksemplarer det forkerte dokument! FÅRK - hvor var det SURT!!! Det var først, da vi kom hjem, Peter pludselig opdagede fejlen og nøj, hvor var vi trætte af os selv... Det kostede os både en dag og 1500 kroner ekstra... Især det med den ekstra dag føltes bittert, fordi vi i hvert fald ikke vil trække processen i halen. Hvad der skulle være af nøl fra myndigheder her og i Vietnam er vi ikke herre over, men vi gør alt, hvad vi selv kan for at speede processen, når vi selv skal få noget klaret.

Dag 4 må vi så en tur til notaren igen. Og tænk sig! Den rare mand klarer ærterne for os som dagens allerførste ekspedition og ganske uden ekstra beregning. Han så først liiidt stram ud i betrækket, men der lød ikke én eneste mavesur bemærkning og han smilede oven i købet varmt og venligt, da vi ca. 20 minutter senere blev sendt ud ad døren med rette notariserede dokument.

Efter at have kopieret hele papirstakken på biblioteket blev den postet, og vi fejrede begivenheden med en lækker omgang brunch samt indkøb af lidt lækre sager til Mathilde Huong og rundede dagen af med en god thai-middag.

Dag 5 besøgte vi nogle venner i deres sommerhus nær Køge og fik hygget godt og grundigt.

Dag 6 kom de to skønne niecer hjem fra ferie med far i Canada. Vi hentede dem i lufthavnen, da mor stadig er på ferie et døgnstid endnu. De fik hilst på deres nye lille kusine (i flad og lamineret udgave indtil videre) og vi holdt en skøn minifest, hvor vi fejrede familieforøgelsen med multible mængder af guf, bobler for såvel børn som voksne, "storesøster-kusine-gaver" (den dejlige titel som storesøster-kusine er på anmodning fra yngsteniecen) osv. En rigtig hyggelig aften, der nærmest udviklede sig til lidt af et pyjamasparty, da vi skulle overnatte indtil næste dag.

Dag 7 stod ældste storesøster-kusine for at lave en lækker brunch til hele banden kun assisteret en lille smule af moster Dorte. Om eftermiddagen overdrog vi ansvaret for de to dejligheder til deres mor og tog til Sophienholm for at sejle en skøn tur med Bådfarten. Vejret var helt fantastisk, så vi blev deroppe og indtog aftensmaden udenfor i solen ved det lille hyggelige cafeteria.

Dag 8 tog vi til Malmø på hygge- og shoppetur. Vi kom tidligt op og ud ad døren, og nåede da også at få kigget på samt købt en hel del babygrej. En af de lækreste ting er en cremefarvet bommuldssovepose i god kvali, som kan holde Mathildemyret varm, selv om hun skulle sparke tæppe eller dyne af sig - og i den varme sæson kan den naturligvis bruges alene. Dertil hører et matchende cremefarvet fleecetæppe af den aller aller blødeste slags. Det er glat på den ene side og nopret med sjove små "dutter" i stoffet på den anden. Gosh - hvor er det skønt og skægt at røre ved. Vi fik også købt en smule tøj hos H&M, men fik især skabt os en idé om, hvad vi mon kan få brug for samt om hvor stor hun sådan cirka er, når vi henter hende om 3-4 måneder (måske først om 5 hvis vi er rigtig uheldige). Vi satser på at have mest med i str. 68, men for en sikkerheds skyld medbringer vi også en smule i str. 62 samt i str. 74 (OBS! garvede småbørnsforældre må meget gerne gi´ lyd og enten verificere eller korrigere vores antagelser!). Sidst på eftermiddagen sejlede vi en smuk kanalrundfart med "Rundan" og da vi bestile kaffe til at tage med turen fik vi det dæleme på thermokande og i en skøn lille gammelgaws picnickurv med smukke krus og en fin lille stofdug. Efterfølgende stod den på indisk middag i solen på Lilla Torget og en godnatdrink på det hyggelige gamle "Två Krogare", inden vi futtede særdeles trætte og glade hjem igen.

Dag 9 sov vi dejligt længe, fik ryddet lidt op og klaret en omgang grovrengøring. Vi fik også lavet en revideret plan for resten af projekt lejlighed, og det burde godt kunne nåes at få klaret de vigtigste ting inden den 1. oktober (det har vi sat som vores deadline for ikke at være nødt til at rejse midt i en omgang renoveringsrod, når det pludselig er tid til at hente Mathilde Huong, for vi får sikkert ret kort varsel).

Dag 10 er jo idag og Peter er begyndt på arbejde. Det var på den ene side temmelig surt, men egentlig også lidt rart, for vi er vist begge to begyndt at trænge til at få lidt hverdagsstruktur på livet igen. Det var svært at få vænnet sig til tanken og vi sov begge dårligt og alt for lidt i nat, men mon ikke det bare handlede om at få omstillet sig fra ferie til hverdag. I hvert fald har vi begge sovet aldeles fortrinligt på det seneste. Senere idag skal der måske nappes en lille "morfar" og så er vi igen fit for fight (i Malmø lykkedes det mig faktisk at sove, både da vi sad på kajen og ventede på turbåden og da vi sent om aftenen ventede på toget til København...)

Nu er der vist samlet nogenlunde op på den seneste tids begivenheder i tekst. Lidt senere poster jeg - om PC-guderne vil - en lille fotokavalkade med billeder fra de første 10 døgn som nybagte forældre.

I denne omgang bliver det blot dette billede af de totalt lalleglade, fjollede og overlykkelige nybagte forældre "skudt" af den ældste "storesøster-kusine".

Beretning fra lykkeboblen

2006-08-02T13:13:00.000+02:00

Så lykkedes det endelig at få sovet igennem. I seng ved midnat og op klokken 11 her til formiddag - og hvert sekund er blevet udnyttet til dyb og hårdt tiltrængt søvn. Aaaaaaahhhhhh....... Det er godt nok skønt at have energi igen - og at verden ikke vipper, tilter og bølger så sært, at den er lidt vanskelig at manøvrere sikkert rundt i ;-)

Igår blev det sidste papirarbejde for vores del klaret (allerede i weekenden faxede vi accepten af Mathilde Huong til AC og det var SÅ stort, da vi i mandags kunne "se hende" på ventelisten ud for vores sagsnummer som "accepteret barn" - og hun er altså ikke bare "accepteret", hun er ganske usigeligt højt elsket!). Vi fejrede gårsdagens afsendelse af kuverten med diverse attester med en lækker brunch siddende i solen på en café efterfulgt af en omgang babytøjsshopping. Vi købte ikke så meget, men kiggede en masse og erhvervede nogle få totalt lækre må-eje-sager til Mathildemyret. Turen blev rundet af med en god thaimiddag på "den lokale". Det var så skøn en dag og idag hvor jeg energimæssigt er mere "med i kampen" tegner til at blive mindst lige så god. Indtil videre har vi tullet bobleglade rundt herhjemme og fået klaret diverse praktiske småting og i eftermiddag skal vi besøge nogle rigtig gode venner og deres skønne datter (og kommende lillebror der pt. ligger og skvulper hyggeligt i mors efterhånden store mave) i deres sommerhus. Der er således lagt op til endnu en fejring af den lille Mathilde Huongs indtog. Vi medbringer naturligvis bobler og guf ad libitum samt ikke mindst alle 10 billeder i A4 størrelse og lamineret udgave, der kan tåle lidt af hvert. Det er i hvert fald grundigt testet, at de ikke tager skade af massevis af kys og kærlige nus (også totalt våde kys leveret af et vennepars lille skønne datter, der hyggeligt nok kommer fra samme børnehjem) - de bliver tvært imod bare bedre og bedre og bedre og ... :-)))))

We proudly present...

2006-08-01T05:43:00.000+02:00

the fantastic, the fabulous, the lovely, the cute, the adorable, the one and only...

Miiiiiisssssssss...

Mathilde Huong

Jeg vil lade billederne af vores lille knuselskedejlige datter tale for sig selv og istedet fortælle lidt om hendes navn(e).

Vi har i løbet af ventetiden talt en del om, hvad "Lillemyr" mon skulle hedde og havde efterhånden indkredset en favorit både på drenge- og pigesiden. Mathilde er det navn, som den kommende far en dag chokerede både sig selv og mig ved pludselig at melde ud uden forudgående overvejelser desangående (oprindeligt Tilde - på mors foranledning udvidet til Mathilde). Ret mystisk og ret sjovt. Vi var spændte på, om navnet mon ville passe til vores eventuelt kommende datter, og har siden annonceringen af lillepigen da også summet over beslutningen i flere dage, for det føles altså ret stort og ansvarsfuldt at skulle afgøre, hvilket navn et andet menneske skal slæbe rundt på om ikke resten af livet, så i hvert fald indtil vedkommende er myndig og kan skifte det ud (med eller uden forudgående konsultation hos en nummerolog ;-)).

Mathilde er godt nok blevet lidt af en massebetegnelse i de senere år (er vist pt. nr. 1 på listen over de mest populære pigenavne), MEN...

- det er smukt (synes vi),

- internationalt anvendeligt,

- passer til lillepigen (hun smiler i hvert fald, når vi spørger om hun er med på den ;-)),

- har en fin betydning (styrke i kamp / er stærk i svære tider),

- kom som et lyn fra en klar himmel til farmand en dag,

- det klinger fint sammen med hendes flotte vietnamesiske fornavn Huong (synes vi)

- OG så indeholder det oven i købet hendes oprindelige vietnamesiske mellemnavn, Thi.

Det kan vist ikke være bedre. Og så har det oven i købet allerede vist sig, at der er et godt kælenavnspotentiale i Mathilde, idet såvel Thi som Tilde allerede benyttes flittigt om den lille trunte af de stolte forældre. Og moster Eva har derudover bragt kæleversionen Mattie på banen. Vi kan vist roligt konstatere, at det er sandt, hvad man siger om kært barn og mange navne :-)

Huong, hendes vietnamesiske fornavn, kender vi ikke den præcise betydning af, da det har tre forskellige skrivemåder afhængig af placeringen af accenter over/under bogstaverne og disse fremgår ikke af de papirer vi indtil nu har fået. Alle tre mulige betydninger er dog skønne. Jeg har sakset dette om Huong fra navnesiden på www.adoptvietnam.org:

(1) without accent means flagrance, perfume

(2) with a little bar `, means rose flower or pink color

(3) a little question mark accent above the O, means enjoy

Som det vist tydeligt fremgår, så mener vi, at vi har fået jordens dejligste datter, som oven i købet har smukke navne med masser af vidunderlig symbolik. Det allermest vidunderlige i forbindelse med lillepigens navne er dog, at hun i Vietnam er opkaldt efter sin biologiske mor (herhjemme i børnehøjde kaldet Vietnam-mor). Hun har således fået præcis samme for- mellem- og efternavn som hende, og det er da den allersmukkeste gave og gestus man overhovedet kan forestille sig! Vi er meget rørte over den kærlige omtanke (vi tudede begge, da vi læste det i hendes papirer og jeg får en klump i halsen nu, hvor jeg skriver om det) og det har ikke mindst af den grund været magtpåliggende for os at bevare så meget som muligt af hendes oprindelige navn. For ikke at bevæge os ud i alenlange navnerækker som de royale, har vi imidlertid som nævnt ladet mellemnavnet Thi være repræsenteret i det danske Mathilde og efter svære overvejelser erstattet hendes vietnam-efternavn med vores lille families fælles efternavn (Peter og jeg har på demokratisk vis bragt hver et efternavn med os og sat dem sammen til ét fælles efternavn). På den måde får vi således navnemæssigt vist og symboliseret vores familiemæssige bånd til hinanden alle tre (og på sigt forhåbentlig 4 :-)).

Pyh - sikken en smøre! Og så er jeg ikke engang kommet til det svære endnu...
Vi aner simpelthen ikke, hvordan vi skal få sagt ordentligt tak for al den opmærksomhed i form af hilsner, blomster, gaver, besøg osv. det er væltet ind med. Vi er bare SÅ rørte og ganske aldeles og totalt overvældede!!! Vi vil i nærmeste fremtid arbejde på at få takket på personlig vis i videst mulig udstrækning, men indtil da skal der her på bloggen lyde et kæmpestort, rungende og hjertevarmt TAK til alle for indlevelse og kærlig omtanke :-)

Vi samler alle skriftlige hilsner fra såvel kort, som blog, mail og internetforaer i Mathilde Huongs mindebog og imorgen har vi planer om at forevige alle gaver og buketter (vi er for første gang nogensinde løbet tør for vaser...) ved hjælp af de nys indkøbte fotoaggregater.

Nok herfra for denne gang. Jeg vil kaste mig over en letlæst krimi og se at finde tidligt i seng i håbet om, at i nat bliver natten, hvor jeg endelig kan sove nogenlunde igennem. De seneste nætter har der ikke været mere end max 2 timers sammenhængende søvn og på døgnbasis kan jeg vist ikke snige det op på mere end 4 timer i alt, så jeg er noget klatøjet efterhånden på bedste nybagt-mor-vis ;-) Peter sover derimod mere end nogensinde og er alligevel sååååååå træt, når han står op. Ak ja, det er hårdt at blive forældre - også selv om der endnu slet ikke skal bøvles med bleer, sutteflasker og babygråd. Men det er dælen dulleme også - og især - ganske ubeskriveligt boblende dejligt, så der lyder bestemt ingen som helst klager herfra :-)

Jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii

2006-07-28T22:26:00.000+02:00

Vi er netop blevet de lykkelige forældre til en underskøn lille pige med de fineste træk, udtryksfulde øjne, skønt sort strithår og den dejligste kysseklare mund :-)

I skal ikke holdes på pinebænken, så her kommer straks de hurtige facts:

Hun hedder Nguyen Thi Huong (sidstnævnte er fornavnet og vil blive bibeholdt evt. sammen med mellemnavnet og så tilføjet et mere danskklingende fornavn).

Hun blev født den 8. juni 2006 (samme dag som dette indlæg blev skrevet og hvor May-Britt og Anders fik deres lille August Sibusiso i forslag).

Hun bor pt på Mai Linh - sammen med venneparrets (Dorte og Bo) lille dejlige datter.

Da hun blev født vejede hun 2,9 kilo og var 49 cm lang. Vi ved ikke hvor stor hun er nu, men vil tro, at det står i de papirer vi forhåbentlig modtager med posten i morgen.

Og nåh ja – fik vi fortalt at hun er fantastisk vidunderlig og knuselskedejlig??? ;-) Vi har allerede fået mailet 10 billeder af den lille frøken dejlighed. Da vi er endnu ikke helt afklarede mht. publiceringen af fotos i dette åbne "forum", så må I (i hvert fald indtil videre) nøjes med at tage vores ord for, at hun er ganske usigeligt underskøn :-)

Lidt forhistorie til det lykkelige øjeblik
Slutspurten har været slem, for det har jo trukket noget så gevaldigt ud og vi blev efterhånden mere og mere nervøse for, hvad der mon var galt (fx helbredsproblemer eller totalt koks i papirerne...). Det viser sig, at det var billederne, der var problemer med. De første AC modtog ca. midt i juni var der ikke navn på og da der var billeder af flere børn (vist nok to styks), så anede de jo ikke, hvem der var Lillemyr og hvem der var en anden families lille baby… (ik’ så fikst!) Da der så skulle fremsendes nye billeder, var der åbenbart tekniske vanskeligheder, så derfor trak det ud.

Vi ringede i går for at spørge til om der var nyt, men der var de nye billeder endnu ikke dukket op. Igen i dag tillod vi os at ringe, for vi var simpelthen nødt til at have lidt afklaring inden weekenden. Vi fik info om, at billederne nu heldigvis var kommet og videresendt til pædiater, men at hun først havde tid til at skrive rapporten i weekenden, så vi ville få bragt Lillemyr i forslag på mandag… Uha hvor spændende!!! Heldigvis fik vi ved samme lejlighed at vide, at helbredet var fint. Vi var således glade og lettede, men også udmattede ved tanken om endnu en weekend i uforløst tilstand… Vi ringede derfor knapt 10 minutter senere, fordi vi havde besluttet, at vi ville spørge til køn, alder og hvad vi ellers kunne få af info med det samme (sagsbehandleren indikerede i første samtale, at det var en mulighed) og der fortæller hun så, at hun netop har modtaget pædiaterens rapport!!!! (den supereffektive pædiater er dagens helt i skysovs). Hun skal bare lige have et øjeblik til i ro og mag at læse papirerne igennem og vil herefter ringe os op for at bringe barn i forslag…

GISP og GOSH! Hvor blev vi overraskede og helt ovenud glade i låget!!! Jeg gav mig forvildet og forvirret til at blive vasket og få tøj på, mens Peter gav sig til at rigge det nyindkøbte videokamera til, da der jo pludselig var en ganske uventet mulighed for at videodokumentere det glade budskab (det var sq ret kvikt tænkt midt i det følelsesmæssige kaos – ikke mindst fordi vi slet ikke har prøvet at bruge skidtet før). Præcis klokken 14.05 blev vi ringet op og fik fortalt, at vi havde fået en lille pige...

Vi er bare SÅ boblende glade, ved siden af os selv-agtigt rundt på gulvet…

NØJ – hvor er det altså fedt!!!

Mysteriet opklaret - lys forude

2006-07-27T22:43:00.000+02:00

Efter "udrensningen" i forgårs har vi været i meget bedre humør og haft mod på såvel istandsættelse som ventetid og socialt samvær. Igår knoklede vi således særdeles flittigt med slibning af træværk og andet godt dagen igennem og havde besøg af kusinen og kæresten om aftenen. Det var skønt både at være produktiv, i højt humør og at have gæster. Vi endte med at sidde i haven og skvadre det halve af tropenatten i havelysenes blafrende skær. Nøj hvor var det hyggeligt, og nøj hvor har vi haft ondt i håret idag, fordi vi jævnligt liiige skulle have en gin & tonic / rødvin / øl mere ;-) Men ingen piv herfra for aftenens hygge, grin og afslapning var uden tvivl det hele værd.

Idag har vi ikke været særligt produktive, for alting har taget såååå lang tid ;-) Vi fik dog klaret dagens vigtigste projekt, som var at få ringet til AC for at høre om der var nyt. Og det var der søreme! :-) Alle papirer er i landet og pædiateren har lige nu Lillemyrs helbredspapirer til gennemsyn. Det viser sig imidlertid, at de billeder, der blev mailet til AC midt i juni, ikke kan bruges i fht. lægens bedømmelse. Dels fordi der åbenbart ikke er en angivelse af, hvem der er Lillemyr og hvem der er baby på vej i forslag til den næste familie på listen (måske er det forklaringen sidste uges kryptiske melding om, at der ikke var matchet barn til os endnu? - altså at AC ikke vidste, hvilket barn vi var matchet med). Dels fordi billederne nu er så gamle, at pædiateren gerne vil have friske af slagsen. Der er da også taget nye billeder, og de skulle åbenbart have været mailet til AC igår, men de var endnu ikke nået frem, da vi talte med dem i eftermiddags, og det skyldes vist tekniske vanskeligheder. Nu burde det altså være SÅ tæt på, at vi bliver ringet op! Det kan være imorgen, på mandag eller måske først om en uge, hvis teknikken bliver ved med at drille. Hvis pædiaterens ønske om nye billeder mod forventning bunder i en helbredsbekymring som skal af- eller bekræftes ved et nærmere fotostudie (oh skræk - oh ve!!!), så er det ganske umuligt at forudse noget som helst. Heldigvis er vores hjerner mere eller mindre gået i tilt pga. langtidsspænding, varme og tømmermænd, så vi spekulerer og forventer pt. ikke så meget. Vi har købt lidt gode friske sager i form af bær og frugt, som kan serveres sammen med de allerede indkøbte våde og tørre varer i fald det allerede bliver imorgen eller mandag, vi kan hidkalde folket til fejring af den glædelige begivenhed. Det er dog bestemt ikke, fordi vi føler os spor overbeviste om, at det nødvendigvis kommer til at gå så hurtigt. Vi er bare forberedte på lidt af hvert (og melon, kirsebær og deslige kan man jo altid spise sig ud af), men forventer altså ikke noget.

Hvor er det fantastisk, at papirerne er i landet og oven i købet hos pædiateren samt at der endda er et friskt foto på vej. Uf, hvor er vi spændte på opringningen, der afslører navn, køn, alder, størrelse, helbred osv. så vi kan finde ud af, hvem vi går og venter på. Hvem vi skal sylte ind i kærlighed og kærtegn ad libitum. Hvem der for altid vil være en ganske særlig person i vores liv. Hvem der skal være vores søn eller datter...

Vi er høje, møre, matte, glade, trætte og boblende spændte på en gang. En sær cocktail - ikke mindst når den er iblandet såvel tømmermænd som tropevarme :-)

Katharsis

2006-07-25T23:32:00.000+02:00

Dagen idag har været hård at komme igennem. Vi var begge rimeligt trætte af det hele lige fra morgenstunden, men håndterede det på hver vores måde og havde svært ved at rumme den andens reaktioner og sårbarhed. Det måtte selvfølgelig clashe og eftermiddagen er da også gået med gråd og tænders gnidsel. Det er selvfølgelig ikke særlig fedt, men det er nu endt ret godt med, at vi begge fik forløst en masse indestængte følelser - ikke mindst Peter der ellers på det seneste primært har forsøgt at skubbe frustrationerne fra sig og blevet mere og mere indebrændt. Vi gik en lang tur her til aften, hvor vi fik snakket og grinet en masse og formåede at finde fælles fodslaw i venteriet igen. Det har vi hidtil været rigtig gode til og jeg tror og håber, at dagens grundige udrensning har givet os styrke til at komme konstruktivt videre og bevare gejsten her i slutspurten på trods af, at venteriet trækker sådan ud.

Da vi den 20. juni fik info fra AC om, at de havde modtaget billeder pr mail, gav vi os selv og hinanden lov til at tro på, at vi ville få bragt barn i forslag indenfor de udmeldte cirka tre uger og det er de skuffede forventninger, vi nu betaler prisen for. Idag har vi derfor aftalt, at vi som hidtil vil forsøge at lade være med at forvente noget indenfor en konkret tidshorisont og istedet blot nøjes med at håbe. Det giver færre skuffelser og gør dermed livet lettere.

PYH - hvor har det været hårdt! Og pyh - hvor det lettede!
Det føles nærmest som om, sjælen er blevet højtryksspulet, rystet, banket og poleret, så den nu er en smule øm, men ren og blank. Mon det var det de gode gamle grækere mente med katharsis eller sjælelig renselse? I hvert fald føler vi os nu begge klar til atter at vente videre i fællesskab og god ro og orden indbyrdes ;-)

Forvirret, træt og ked

2006-07-24T12:33:00.000+02:00

Der er desværre ikke så megen skrivekløe i disse dage, men jeg har fået mig selv overtalt til at skrive lidt alligevel både for dokumentationens, læsernes og min egen skyld.

I fredags ringede vi til AC for at høre, om der var nyt og det var en lidt kryptisk samtale, der afslørede, at de har modtaget "lidt papirer" (måske ikke alt???) og at der ikke er matchet barn til os endnu. Hvad det helt konkret betyder, aner vi ikke, for det er i Vietnam matchningen foregår og det må vel efterhånden have fundet sted??? Måske betyder det ganske enkelt, at de bare ikke er klar til at bringe barn i forslag til os endnu, fordi de mangler nogle vietnamesiske papirer, stempler eller noget... Vi er helt afklarede med, at AC ikke kan/vil/må afsløre mere og at infoen derfor var så kryptisk og høfligt affærdigende, så der ikke var lagt op til yderligere konkrete forespørgsler. Ikke desto mindre er det da en sær og frustrerende uforløst situation at stå i. Vi blev imidlertid meget glade og lettede over, at det blev indikeret, at "noget" trods alt var ankommet og at der således sker noget i vores sag. Det er faktisk også lykkedes os at afholde os fra at dyrke diverse skrækscenarier, der kunne forklare den ekstra ventetid og den kryptiske forklaring (fx helbredsproblemer så barnet ligger udenfor almen godkendelse, totalt papirkaos der kan trække sagen ud i månedsvis og andet i den dur). Vi har sat ord på de bekymringer, som samtalen og den ekstra ventetid umiddelbart har givet anledning til og så ellers været gode til at lade dem fare. Det meste af tiden lykkes det os i det store hele at være konstruktive og optimistiske, men situationerne hvor vi kommer på kant med hinanden pga. overflow af frustrationer er ikke blevet færre eller blidere selv om vi begge to virkelig strenger os an. Det er en velkendt og meget forståelig psykologisk mekanisme, der sætter ind, men det gør det ikke mindre frustrerende og lige nu er jeg faktisk mere træt af de situationer end af adoptionssagen, der er den dybere årsag til dem. Nu lyder det måske som om, vi snerrer og hakker dagen lang, men sådan er det heldigvis ikke. Vi er jo begge to herhjemme for tiden og ferierer, mens vi får ordnet diverse praktiske ting og sager. 95% af tiden går det fint - også når vi tapetserer sammen og andre samarbejdstestende aktiviteter ;-) - men de sidste 5%, hvor vi har sammenstød over totalt latterlige ting, sætter bare et stort præg på humøret og overskuddet, og idag er en rigtig rigtig skidt dag for mig. Jeg føler mig most, udkørt, ked og tom indeni. Jeg går såmænd ikke og bekymrer mig som sådan eller tænker over projekt Lillemyr eller andet konkret. Jeg er bare generelt, udefinerbart og diffust træt af det hele lige nu... )-:

PS
Ovenstående er naturligvis clearet med gemalen, der iøvrigt er ganske forrygende dejlig og højt elsket - når han altså ikke lige er "dum" ;-)) (og det er vist ganske gensidigt)

Dagens etape i Tour De Lillemyr

2006-07-19T10:18:00.000+02:00

I Tour De France har de køredage og hviledage. I Tour De Lillemyr er der ventedage og mærkedage - og desværre langt flest af de førstnævnte.

Ventedagene bruges som bekendt for tiden på at shine residensen op og det rykker langsomt men sikkert fremad både med istandsættelsen og humøret - for mit vedkommende i hvert fald, for Peter, der er en handlingens mand, har vist brug for, at der bringes et barn ind i sagen, før humøret for alvor vender.

Igår udkom ACs blad "AC FOCUS" og det var fyldt med hård men yderst interessant læsning om at miste et barn, man har i forslag. Det er et skræmmescenarie for alle vordende adoptanter, og her blev da også fældet en del tårer under læsningen af de personlige beretninger. Jeg læste og tudede mig igennem det igår, og da jeg kom ind i stuen imorges, sad Peter med næsen i bladet og snøftede med tårene trillende ned ad kinderne. Det sker heldigvis meget sjældent, at man mister sit barn, men det er tragisk, når det sker og ifølge ACs Susanne Dencker er der "... meget tabu, ensomhed og manglende forståelse forbundet med at miste et barn, som man har i forslag." og "Det er endnu mere tabuiseret og skyldbetynget at give et barn, som man allerede har fået overdraget tilbage." Vi føler så uendelig meget med de mennesker, der hvert år rammes af den forfærdelige situation og vi håber så inderligt, at vi bliver forskånet!

I samme blad står der under "Nyt fra giverlandene":

Vietnam

Formidlingen fra Vietnam kører lidt trægere end forventet. Vi har indtil videre kunnet bringe 6 børn i forslag fra Ha Táy provinsen til vores ventende familier og håber snart at kunne bringe yderligere et eller to børn i forslag. Hermed halter formidlingen lidt bag efter de 20 børn i alt, som vi forventer at kunne placere i 2006, og vores prognose for ventetid er derfor stigende.

Det er jo ikke så gode nyheder om formidlingen generelt, men tænk sig at Lillemyr er nævnt i bladet som barn på vej i forslag. Det luner i hjerterne hos de vordende forældre :-)

Idag arbejdes ihærdigt videre herhjemme, men imorgen er en festdag, der skal fejres på behørig vis, for det er vores 4-års bryllupsdag - og tænk om det også skulle vise sig at blive dagen for afsløringen af Lillemyrs identitet...

Så gik den dag

2006-07-17T23:09:00.000+02:00

Allerførst mange tak for opmuntrende kommentarer, hilsner og snakke :-)

Det har virkeligt været skønt at føle sig hørt, rummet og forstået. Det var pludselig blevet for surt, uoverskueligt og "Palle alene - agtigt". Den tunge følelse er heldigvis ved at lette lidt, og vi er i løbet af dagen blevet bedre til at få fokus tilbage på det positive: at det er sol, sommer, ferie og faktisk må være ganske tæt på, at vi endelig får opringning om Lillemyr. Vi er, som Grethe (mor til underskønne Emmeline Quy fra Vietnam) så poetisk udtrykte det, da jeg talte med hende idag, nu så tæt på, at vi efterhånden kan begynde at lugte lort i bleen, og det er selvfølgelig derfor vores forældrehormoner nu er så ustyrlige og overaktive ;-)

Dagen idag har Peter brugt på at rense maling af endnu en dør (det kan heldigvis gøres udendørs i solen og har efterhånden givet en rigtig lækker kulør - mums). Han har tydeligvis behov for at kanalisere energi og frustrationer over i diverse gøremål for tiden, og når han holder fri fra dem, så er han aldeles fordybet i tykke bøger med historiske udredninger om 2. verdenskrig. Jeg har derimod svært ved at koncentrere mig om det samme ret lang tid ad gangen og idag har jeg været temmelig uproduktiv på det praktiske plan. Pludselig var det blevet aften og jeg kan ikke helt sige, hvad jeg har lavet ud over løbende at sørge for mad og drikke til den solbrune og hårdtarbejdende Adonis samt føre hyggelige telefonpassiarer. Det føles heldigvis helt OK at have taget en slapper - og så gik der da en dag med det ;-)

Status - med piv og brok!

2006-07-16T23:35:00.000+02:00

Det er snart tre uger siden sidst, så her kommer endnu en omgang status.

Barn i forslag? 0

Noget nyt om formidlingen? Absolut intet! Og det tærer ret hårdt på os, at vi nu for længst har overskredet de udmeldte forventede tre uger fra billedmodtagelse til papirankomst. Peter beskriver det meget godt, når han sammenligner det med, at man løber et marathonløb og bedst som man udmattet er ved at nå målstregen, så bliver den flyttet et ukendt antal kilometer længere frem. Det er således som sædvanlig ikke selve ventetiden, men uvisheden og de bristede forventninger, der gør nas.

Humør? Det har ærlig talt været noget sløjt hos os begge, siden vi kom hjem fra sommerhusferien for en uge siden )-:

Energi og overskud? Vi føler os drænede, og slæææber os igennem diverse praktiske opgaver, så det går ret langsomt fremad med istandsættelsen...

Søvnproblemer? Vi sover heldigvis begge fint, men føler os bare ikke specielt udhvilede, når vi vågner.

Nye ting til Lillemyr? Babunia (alias Lillemyrs skønne bedstemor af polsk oprindelse) har hjembragt de sødeste sæt tøj fra Polen. Der er både noget i pige- og drengeudgave. Hun har også købt nogle fine pegebøger med polske undertekster - heldigvis har historierne vist ikke mere med kompliserede plots, end vi nogenlunde kan gætte os til indholdet :-)

Hvad ellers? Akut behov for plads til piv! Vi trænger bare sådan til, at det er OK at hælde en smule vand ud af ørene engang imellem. Spørgsmålet: "Er der noget nyt?" hører vi ret ofte, og det er helt fint. Det bliver imidlertid sjældent fulgt op af et: "og hvordan går det med at vente for tiden?" Enten af misforstået hensyn eller fordi folk (vel forståeligt nok) efterhånden ikke rigtig orker at høre mere om projektet, før der kommer nye hard facts på bordet. Vi kan jo ikke tvinge nogen til at lytte til vores udgydelser (vi forsøger dog at bringe snakken på bane, så vi i hvert fald indikerer, at der er et behov og at det er et helt OK område at bevæge sig ind på). På det seneste (hvor behovet indrømmet har været ret stort) så har der dog lidt for sjældent været rum til den slags snakke, og vi har det begge sådan, at hvis vi hører bare et eneste "herre gud - op med humøret - nu er det jo lige før - udsagn" mere, så rissikerer vi simpelthen at eksplodere (så er I da advaret ;-) ). Af samme grund orker vi simpelthen ikke at være alt for sociale for tiden, og når vi endelig er det, prioriterer vi for alle parters skyld, at det er sammen med folk, der kan håndtere vores hudløshed, behov for følesnak og tendens til at fælde en tåre uden nævneværdigt forvarsel.

Well, well. På trods af humørudfald og frustrationer, der bobler og altså VIL ud, så formår vi heldigvis også at hygge og nyde livet. Vi holder fyraften hver dag sidst på eftermiddagen og rykker så i haven med grill, bålfad, lanterner i træerne og lange snakke eller et par gode bøger. Vi får som regel også passet enten en lang gåtur eller en halv times visualisering ind i dagens program, og det fungerer genialt som ventil for stresshormonerne. Vi formår heldigvis også at glæde os over, at vi nu faktisk MÅ være ganske umanerligt tæt på - men lad nu for F..... være med at flytte den målstreg længere væk!

Det ugentlige AC-tjek

2006-07-14T11:45:00.000+02:00

Resultat: 0 nyheder og en portion moralsk opbakning.

Vente, vente, vente

2006-07-14T01:06:00.000+02:00

Nu har vi dæleme stået en hel måned som nummer et, og vi har for længst overskredet den forventede tre ugers ventetid på papirer fra Vietnam efter ACs modtagelse af billeder pr. mail. Det er ærlig talt rigtig træls at blive ved med at vente, vente og vente, men der er jo ligesom ikke så meget andet at gøre.

Det var lidt nedslående at se vores nummer på listen stadigvæk, da AC opdaterede ventelisterne idag. Og nu vi er ved tidsmålinger og jubilæer af den kedelige slags, så kan jeg da også lige nævne, at vi nu netop har rundet de 1000 dage, siden vi indsendte ansøgningen om adoption. Det er sq rimeligt lang tid at være gravid!

På trods af muggeri, brok og nedture, så må man vist sige, at det i det store hele stadig går OK med at bevare humøret og optimismen. Vi klør på med projektet herhjemme, vi har fået hentet internationale straffeattester og så har vi nydt en skøn dag og aften i Tivoli med søsteren og de to pragtfulde niecer. Det er vidunderligt, de sådan er til låns af og til :-)

Nu med Health Certificate

2006-07-12T19:04:00.000+02:00

Da vores læge holder ferie fra på fredag og en måned frem, gav AC lov til, at vi fik lavet engelsksprogede lægeattester før barn i forslag. Idag var vi så et smut forbi lægen. Hun spurgte lidt til hver af os, kiggede i journalen og tjekkede blodtryk (de flotteste hun længe havde set - mon det er noget hun siger til alle sine patienter?). Det gik ganske smertefrit og var endda rimeligt billigt (350 kroner ialt), men vi havde begge kriller i maven før og undervejs, som om vi var til eksamen, for tænk nu hvis der var noget i vejen...

Det er skønt, at det nu er overstået. Imorgen smutter vi en tur på politistationen og får udskrevet internationale straffeattester og mon ikke det går lige så glat? Mig bekendt har ingen af os et synderegister i deres system, så det tager vi helt cool. Det er vist oven i købet det sidste papirarbejde, der skal klares i forbindelse med barn i forslag, og det er skønt at være på forkant med det, så det ikke kan rissikere at trække tiden siden hen.

Nu er det tid til grill, havehygge og et lettelsens suk over at være nået så vidt.

Legetøj til far (og mor) ;-)

2006-07-11T23:46:00.000+02:00

På det seneste har Peter researchet og snakket kamera til den store guldmedalje. Foto er hans store lidenskab (næst efter konen forstås!) og nu hvor Lillemyrs indtog er lige om hjørnet, er vi simpelthen nødt til at have ordentligt grej, der kan forevige det længe ventede og garanteret altid nypudsede trofæbarn ;-)

Vi har hele tiden gerne villet have et videokamera. Et nyt digitalkamera i lommestørrelse er også tiltrængt, da det gamle er begyndt at sætte ud. Det er heldigvis til at betale sig fra, men da Peter tillige er totalt hooked på et spejlrefleks digitalkamera, så begynder det at koste knaster. Det er der imidlertid kommet en genial løsning på, idet vi finansierer hovedparten af fotoudstyret ved at sælge bogudgaven af encyklopædien (vi har den også på CD). På den måde bliver der ryddet godt ud i reolen (vi har efterhånden et massivt "akademikertapet"), så der bliver mere plads til Lillemyrs sager (hvilket især glæder mor, der har ansvaret for at udtænke og organisere den slags) og far får sit længe ønskede legetøj (han smiler saligt blot ved tanken).

Peter har tjekket diverse sager ud på nettet, og idag var vi så i fotoforretning for at se og mærke på grejet. Vi overvejer: Casio Exilim EX-Z60 (digital lommekamera), Canon MV900 (digitalt videokamera) og Konica/Minolta Dynax D5 (spejlrefleks).

Hvis der er nogen, der har nyttige erfaringer med ovenstående modeller eller med fotogrej i det hele taget så giv endelig lyd.

1, 2, 3 så gik den uge

2006-07-11T06:12:00.000+02:00

...og vi er atter hjemme i det frederikbergske byliv.

Vi nød at hygge med hinanden, familien og os selv hver især. Solen skinnede fra en skyfri himmel det meste af tiden, og vi var stort set kun inde i huset for at sove. Vi har bestemt os for, at den første sommerferie med Lillemyr også bliver i faster AG og onkel Kurts lille skønne sommerhus. Vi har allerede booket to uger i sommeren 07 (og overvejer endda at forlænge). Der er gode rammer for både forældre og barn, smuk natur, ro og fred samt et par skønne fastre med familier lige i nærheden, der sikkert hellere end gerne vil lære den lille trold bedre at kende. Det er en fed fornemmelse allerede at have planlagt den første familieferie :-)

Vi fik jo ikke brug for den medbragte champagne og ringede i fredags til AC for at spørge, om der var nyt. Det var der desværre ikke, så der ventes ihærdigt videre. Jeg har det rimeligt OK med det for tiden, og nyder feriestemningen, men Peter har haft det mere hårdt med venteriet på det seneste. Det fungerer heldigvis helt fint med at skiftes til at holde gejsten oppe, men gid vi snart ikke behøver det længere...

En forrygende oplevelse

2006-07-02T09:29:00.000+02:00

Gårsdagens vietnamesiske koncert i Pumpehuset med Niels Lan Doky og nogle af de aller hotteste vietnamesiske musiknavne har gjort et nærmest uudsletteligt indtryk. I første afdeling var det den mere klassiske og traditionelle vietnamesiske musikstil, der var udgangspunktet, men det blev flot og overraskende nytænkt og mixet på fedeste facon. Ved introduktionen blev etiketten "verdensmusik" hæftet på, og nærmere kan jeg vist heller ikke komme en beskrivelse. Flot, overraskende og stemningsfuldt var det i hvert fald.

Anden afdeling bød også på oplevelser udover det sædvanlige. Her var det moderne vietnampop, der var i højsædet og musikalsk var vi ikke nær så begejstrede for det. Vi var imidlertid dybt fascinerede af de to unge superstjerner, der førte sig frem i bedste 80'er grand prix stil. De var forrygende dygtige, men deres sceneoptræden og påklædning gjorde faktisk det største indtryk på vores selskab. Den kvindlige superstar var en hårdtpumpet lækker sag i et hulkort gennemsigtigt outfit, netstrømper og fetish-agtige stiletter med diverse remme og nitter. Hun havde en fantastisk stemme, der mindede lidt om Anisettes (hende fra Savage Rose, I ved nok). Mimikken og den yderst dramatiske fremførsel af sangene var også af Annisettiske dimensioner, men ellers gav det frække grænsende-til-porno-look også i høj grad associationer til Tina Turner og Danmarks egen labre rock-mama Sanne Salomonsen. Den mandlige sangstjerne havde også et interessant look (lidt ala Thomas Helmig for at blive ved sammenligningerne med dem vi kender), og en yderst dramatisk sceneoptræden, hvor han adskillige gange var på vej ud over scenekanten sådan helt bogstaveligt. Eller nåh ja, sådan så det i hvert fald ud, når han kastede sig frem fx med en finger der pegede anklagende mod publikum i en sang, der måske handlede om, at en eller anden havde gjort den arme mand uret - sikkert i kærlighed når vi nu befinder os i popgenren.

Kedeligt det var det i hvert fald ikke! Musikerne var de samme i begge afdelinger og deres formåen var uovertruffen. Alene det at opleve de originale vietnamesiske instrumenter var fantastisk. Det er fx ganske ufatteligt så meget og så varieret lyd, man kan frembringe på et enstrenget instrument! Også mixet af det traditionelle og det moderne var en forunderlig oplevelse, for det var ikke kun musikalsk. Superstjernerne i anden afdeling havde som nævnt et yderst moderne look (omend med lidt 80'eragtigt præg), mens musikerne var i traditionelle og meget specielle klædedragter. To af mændene var klædt i helt mørke jordbrune bondeagtige og løse dragter med tørklæder i samme kulør bundet stramt om panden, mens en sangerinde havde multicolourerede neonfarvede lange flagrende gevanter på og en interessant puld i håret hvorfra en lang slangekrølle fikst var draperet på den ene side af ansigtet. En yderst pudsig konstellationen af forskellig påklædning og stilmæssigt udtryk var det.

Nok om det. Det var en berigende, smuk, morsom og yderst interessant oplevelse, som vi glæder os over at kunne genopleve i tankerne, når vi lytter til den indkøbte CD, der skulle indeholde en del af numrene fra første afdeling.

Udover koncerten nød vi at være sammen med vores to hold efterhånden rigtig gode "Vietnam-venner" (fra kurset og efterfølgende Vietnam-ventelisten). Hvor er det fantastisk at blive beriget med bekendtskabet af så skønne mennesker, som vi udover at dele vietnam-adoptions-interessefællesskab med også svinger godt med :-)

Ikke flere ord i denne omgang. Nu skal det sidste pakkes og så sætter vi kurs mod Frederikshavn, familie, sommerhus, sol, strand, sand og vand.

Vi høres ved igen om en uge - eller måske før hvis der nu skulle være interessante nyheder at berette... ;-)

Ferieforberedelser

2006-06-30T12:36:00.000+02:00

Med ferien lige rundt om hjørnet, ville vi have helt styr på, hvor langt sagen efterhånden er nået, så vi ikke kommer til at smutte til Nordjylland søndag for at returnere allerede mandag eller tirsdag. Peter ringede derfor til den søde sagsbehandler på AC idag igen. Hun tog som altid henvendelsen rigtig pænt og er bare så dejlig at tale med. Det eneste nye hun kunne fortælle var, at vores regodkendelse nu er faxet over til dem og at den allerede er sendt til oversættelse. Herefter skal den et smut forbi sagsmama på Frederiksberg for at få en underskrift på den vietnamesiske version. I samtalens løb blev det også klart, at AC normalt også modtager papirerne pr. mail, inden de dukker op i fysisk form. Det plejer at ske samtidig med afsendelsen pr. kurér fra Vietnam, så der burde altså komme et forvarsel, inden det for alvor er tid til barn i forslag.

Det var altså rigtig rart at få styr på, hvad der sker - eller rettere ikke sker -lige nu. Det giver ork til at pakke og forberede ferien, for når papirerne end ikke er afsendt fra Vietnam, så kan det vel aller aller tidligst blive midt i næste uge, vi bliver ringet op. For en sikkerheds skyld blev vi bedt om at tage de papirer, vi får brug for ved barn i forslag, med til Nordjylland, så vi lynhurtigt kan få dem ekspederet til Århus, hvis og i fald der skulle ske noget i løbet af ugen...

Det er mega-magnum TRÆLS, at vi fortsat skal svæve i uvished og efterhånden er forventningsboblerne skiftet ud med en mat og sært tom fornemmelse, fordi vi nok ikke rigtig kan rumme mere spænding. Det bliver bare SÅ godt at komme væk en uges tid. DMI har heldigvis lovet kanonflot vejr og vi glæder os i den grad til at flade ud blot iført bar røv og viklers.

Nu gider vi altså ikke vente længere!!!

2006-06-29T22:49:00.000+02:00

I ren desperation over, at vi ikke kan få Lillemyr at se endnu eller få noget som helst info om den lille trold, så gav jeg mig til at lave et billede selv. Jeg blev inspireret af et sjovt Kina-skannings-billede på Zonen og gav mig så ellers til at manipulere løs. Temmelig sjovt skulle jeg hilse at sige - og det nappede vel også sådan cirka en time af ventetiden ;-)

Her er, hvad vores kære venner og familie netop er blevet belemret med. AK ja, de stakler må lægge ryg, øjne og ører til meget med et totalt venteskruk par som os i omgangskredsen...

PS
Og nåh ja, så blev vi forresten regodkendt på samrådet idag. Vi var helt paf, da sagsmama ringede her til aften, for vi havde utroligt nok glemt det begge to. En ellers ikke helt ubetydelig detalje i fht. adoptionen...

Godt begyndt

2006-06-29T08:45:00.000+02:00

Sikken en energi jeg pludselig har. Ryggen er efterhånden ved at være helt på plads, jeg er kommet mig over influenzaen og imorges da jeg vågnede, følte jeg mig for første gang i lang tid frisk på at tage fat igen. Det er ganske enkelt en vidunderlig fornemmelse! Og der er heldigvis nok af dag at tage af, for vi spilder ikke tiden med at sove længe her på matriklen for tiden. Om aftenen væter vi totalt udmattede omkuld og går i en nærmest coma-agtig søvntilstand. Om morgenen vågner vi begge to før vækkeuret og er straks oppe og hoppe. Udtrykket spændte som fjedere er lige i øjet her :-))

Morgenkaffen er indtaget, jeg har ryddet lidt op, sat vasketøj over og nu også fået skrevet en lille epistel på Lillemyrs side. Resten af dagen er helliget hårdt tiltrængte huslige sysler afbrudt af en frokost hos Irena-mor et par husnumre længere nede ad vejen.

Hvis det er sandt, at godt begyndt er halvt fuldendt, så kan det ikke gå helt skævt idag.

Smækre og lækre sommersild

2006-06-28T22:54:00.000+02:00

Idag var jeg til frisøse og fik lettet hårpragten og bagefter fik jeg indkøbt flere lækre og lette bommuldsgevanter til såvel madame som monsieur. Vi kunne begge to godt bruge en fornyelse af sommergarderoben og da vi jo satser kraftigt på en tropetur til efteråret, så var der slet ingen undskyldninger for at undlade at shoppe... ;-)

Peter blev udstyret med hele fire nye lette skjorter, et par tynde t-shirts og en bommuldssweater. Undertegnede "nøjedes" med to tunikaer, en t-shirt og en lille fiks top. Uhmmm... det er fedt med nyt hår og nyt tøj! Det allerfedeste var dog, at jeg idag var både feberfri og rimeligt mobil på samme tid. Sikken jeg pludselig kan finde ud af at sætte pris på min krop, som jeg ellers mest bander af for tiden, fordi den tilsyneladende er lavet af samme materiale og udfra samme princip som selvoppustelige madrasser og airbags. Ikke noget piv over det idag! Vi draperer bare et stykke lækkert stof fikst udover dellerne... :-)

PS
Et STORT tillykke til Faster Søs med fødselsdagen!

Ingredienserne til en festlig aften

2006-06-27T19:33:00.000+02:00

Vi har gennem de seneste par uger forgæves set os om efter champagneglas af plastic i forskellige supermarkeder. Det lader til, at de er rippet af folk, der fejrer nyudsprungne studenter for tiden. Vi har imidlertid ikke helt nok af de fine krystalglas til en større champagnefejring, så der skulle gerne findes en pæn håndfuld af de billige snarest. Peter besluttede, at idag SKULLE det bare lykkes og han kløede på, indtil han endelig støvede hele tre pakker op i Føtex på Nordre Fasanvej. Han hastede i køen og fik smidt glassene på båndet. Lige inden han skulle betale kom han i tanke om, at beholdningen af kondomer vist er lidt vel lav i husstanden - og vi skal som bekendt IKKE rissikere noget! - så han mumlede noget om, at han da også hellere måtte få sådan en portion med, mens han fik fundet en pakke og rakt den til kassedamen. Indkøbet af tre pakker champagneglas, 10 kondomer og intet andet gav åbenbart interessante associationer hos de medhandlende, så der blev grinet skævt og udvekslet sigende blikke.

Ak ja, hvor er det skønt, når man sådan kan more og underholde omgivelserne - uanset om det så er med (eller mod sin) vilje ;-)

Status - fyldig og feberfri

2006-06-27T13:19:00.000+02:00

Det er nu godt to uger siden sidst, og jeg vil jeg kaste mig ud i endnu en omgang status.

Barn i forslag? Desværre endnu ikke )-:
Vi er stadig nummer ½ (nu hvor billedet af Lillemyr er ankommet til AC, og der er papirer på vej, så føles det som om, vi er rykket et pænt stykke længere end nr. 1) og vi er efterhånden ved at udvikle et mindre telefontraume, for hver gang den ringer om dagen på hverdage sidder hjertet vupti helt opppe i halsen, nærområdet afsøges febrilsk for blok og pen og vejret trækkes dybt, inden der tilkæmpet roligt svares. Det er selvsagt en smule anstrengende, men heldigvis har det indtil videre ikke været forfærdelig skuffende, at det ikke var AC i røret.

Noget nyt om formidlingen? Nej. Og så alligevel. Det var tid til det ugentlige AC-tjek idag (vil ikke ringe oftere for ikke at forstyrre men MÅ på den anden side også lige høre lidt til sagen løbende). Lillemyrs papirer er endnu ikke kommet til landet, så på den måde gav opkaldet jo ikke nyheder, men den trælse ikke-nyhed gav jo trods alt en afklaring af, at vi godt kan lade skuldrene synke ned på plads og tage de næste dages telefonopringninger lidt mere afslappet. Det er simpelthen bare så dejligt at få en afklaring af, hvor vi og sagen står nu og her -uanset hvad meldingen er.

Humør? Stadig for det meste OK, men der er tydeligvis tiltagende tendens til irritabilitet og sprængfarlighed - så pas på ;-)

Energi og overskud? For mit vedkommende er det længe siden energibarometeret har været SÅ lavt, som det er i øjeblikket. Udover at langtidsventestressen tærer, så har den nys overståede influenza gjort et grundigt indhug i ressourcerne og jeg slås pt. oven i købet med et hold i ryggen, som jeg 7-9-13 håber og beder til MEGET snart vil slippe helt. Det er blevet bedre end i weekenden, men jeg er stadig ikke særlig mobil og kan ikke rigtig foretage mig noget som helst praktisk. Det er edderbroderemig bare rigtig træls at være så sølle og JEG GIDER DET IKKE MERE!!!

Søvnproblemer? Heldigvis ikke. Pt. er det ryggen der bestemmer, hvor længe der kan ligges for mit vedkommende.

Nye ting til Lillemyr? Nixen. Vi har istedet koncentreret indkøbsindsatsen til gode sager, der kan nydes, når vi forhåbentlig snart kan fejre "barn i forslag" med familie og venner. Udover 12 flasker bobler og lidt forskellige snacks, så har vi været en tur forbi den skønne Vietnamkøbmand på Amager og forsynet os med diverse interessante specialiteter.

Hvad ellers? Der er fælles ferie i horisonten, for Peter går fra på fredag (og ikke sidste fredag, som jeg i min tidligere febervildelse har fået sagt til flere. Peter syntes naturligvis, det lød skæppeskønt, at jeg sådan havde bevilget en ekstra uge...). Vi indleder ferien med at tage til en interessant - og med garanti enestående på disse kanter - Vietnam-koncert med Niels Lan Doky og flere vietnamesiske hotte topnavne i Pumpehuset lørdag den 1. juli. Vi glæder os rigtig meget både til den musikalske oplevelse og til at dele den med to hold gode "Vietnam-venner" fra fase-2-kurset. Dagen efter sætter vi kurs mod Nordjylland, hvor vi vil feriere i Peters søster og svogers skønne sommerhus igen samt hænge ud med familien i en uges tid. I fald vi får barn i forslag mens vi er på ferie, så er vi jo tæt nok på AC i Århus til, at vi straks kan køre ned og hente papirer og billeder, så der ikke skal gå en postdag med det. Det vil også betyde, at vi får mulighed for at fejre begivenheden med Peters dejlige familie (vi tager selvfølgelig lidt bobler og vietnamguf med just in case...). Det trælse vil i så fald være, at vi hurtigt bør vende næsen hjemad, for der er diverse papirer (bl.a. en engelsksproget lægeattest), der herefter skal bringes iorden hurtigst muligt. Vi havde håbet, vi kunne være på forkant og få klaret disse sager nu, men det må åbenbart først gøres, efter der er bragt barn i forslag, da lægeattesten skal være absolut spritny, når sagen sendes retur sammen med accept af barn.

Livsbog til Lillemyr

2006-06-23T09:15:00.000+02:00

Lige siden jeg første gang hørte om idéen med at lave en livsbog til sit adopterede barn, har jeg været hooked på den. Jeg har faktisk allerede forsøgt at gå lidt igang med projektet, men det har været på skrømt og er ikke rigtig blevet til noget, for "projekt barn" har indtil nu simpelthen været for abstrakt og langt ude i fremtiden til, at jeg har kunnet gå helhjertet ind i det.

Nu hvor jeg har jeg fået fat i "Lifebook-bibelen" og hvor opringningen om Lillemyr er lige om hjørnet, så er der imidlertid fornyet interesse for projektet og idéerne veritabelt vrimler, efter jeg her til morgen læste de første kapitler og skimmede siderne med eksempler.

Beth O'Malley:
Lifebooks - Creating a Treassure for the Adopted Child.

Man kan læse en masse om bogen og om emnet i det hele taget på www.adoptionlifebooks.com

Temmelig pudsigt finder jeg for et øjeblik siden tilfældigt ud af, at Adoption & Samfund i Københavns Amt netop har annonceret en lifebook-aften. Det kommer til at foregå onsdag den 13. september fra kl. 19 - 21.30 i Glostrup.

På deres spritnye og fine hjemmeside kan man læse følgende om arrangementet:

Katrine Nordland holder en temaaften, om hvordan man kommer i gang med at lave en lifebook til sit barn.

Katrine er aktiv i Vietnam-landegruppen, har selv 2 børn født i Vietnam og har skrevet om Lifebook på AC´s hjemmeside.

Er der interesse for det, laver vi denne aften grupper til fremtidige workshops.

Katrine er efterhånden lidt af en "vietnamveteran" og hun er også yderst velbevandret udi lifebooks. Hun har researchet emnet grundigt, lavet lifebooks til sine egne børn og skrevet den eneste danske artikel om emnet (jeg har i hvert fald aldrig hørt om andre). Den er yderst læsværdig og Katrines forslag til en disposition gør det overskueligt at gå igang med projektet på egen hånd. At hun også kan formidle og inspirere mundligt kan jeg personligt garantere, for vi havde hende ude for netop at fortælle om lifebooks til et arrangement med vores fase-2-kursus-gruppe.

Jeg har lige tilmeldt mig, og glæder mig til flere gode input, nu hvor jeg er mere klar til at gøre brug af dem i praksis.

Læs Katrines artikel her og se hendes forslag til disposition af lifebook her.

Syret

2006-06-22T22:36:00.000+02:00

... er vist ordet, der bedst beskriver min tilstand pt.

Influenzaen spøger stadig og i kombination med panodil, hostesaft og forsovethed gør den verden til et nærmest surrealistisk sted at være.

Jeg er heldigvis nået ud over det punkt, hvor det er rigtig influenza-ubehageligt, for nu er det mere sådan noget zombie-agtigt noget, hvor det føles som om kraniet er fyldt ud med vat, jeg sejler lidt småbims og balancemæssigt udfordret rundt og har en million-milliard løse tanker, der ligesom ikke rigtig vil samle sig.

Hvorfor får det mig mon til at tænke på min hippi-tilværelse i Østen i slutningen af 80'erne? ;-) OK, helt så sjovt er det måske ikke, men en spøjs oplevelse det er det i hvert fald.

Og nåh ja - det jeg egentlig ville sige med dette indlæg er, at der vist ikke kan forventes seriøse indlæg her på bloggen så længe jeg ser sådan cirka således ud:

PS
Det mest sære og på sin vis også positive ved, at jeg er så splattet og spacet, er, at jeg slet ikke føler mig så højspændt og utålmodig. Jeg vil dog tro, at det vender tilbage med fuld kraft lige pludselig...

Fra Lillemyr til ... eller ...

2006-06-21T04:44:00.000+02:00

Ved midnatstid, da vi var på vej i seng, begyndte det vist først for alvor at gå op for os, at det rent faktisk er ganske snart, det er nu. Jeg havde behov for at gøre "projekt barn" mere konkret, så jeg bad Peter om at give sine bud på topnavnet pt. til hhv. en pige og en dreng.

Vi har for længe siden påbegyndt en liste med navne, som vi løbende har føjet nye favoritter til. I lang tid har der været en klar fører blandt drengenavnene, men pigenavnet har der været flere ligeværdige kandidater til. Jeg blev derfor ikke spor overrasket over, at drengenavnsfavoritten kom på banen igen, men han overraskede mig totalt ved uden et splitsekunds tøven og med et fast blik at give sit helt klare bud på et pigenavn, der aldrig for alvor har været i spil før. Det viste sig, at navnet var dukket spontant op nogle timer tidligere, da han tænkte på vores kommende barn. Han var vist også selv blevet ret paf over denne temmelig pludselige navne-åbenbaring. Jeg var heldigvis straks enig i, at det er et pigenavn af allerfineste slags og foreslog en lille udbyggelse af det, som straks blev godtaget.

Nu har vi således både et drenge- og et pigenavn på banen og så må tiden vise, om vi mener, at et af dem kan passe til Lillemyr i praksis. Udover at se om Lillemyr ligner en ... eller en ... så handler det også om, hvordan det danske navn lyder sammen med det eller de vietnamesiske navn(e), som Lillemyr beholder.

Hvad ... / ... dækker over vil vi indtil videre tillade os at holde for os selv, men jeg vil godt løfte sløret for, at navnene åbenbart ikke er så originale og unikke, som vi umiddelbart troede, for mange andre har åbenbart fået samme idé, viser Danmarks statistiks seneste navnehitliste. Er det ikke typisk, at bedst som man tror, man er vældig original og genial, så viser det sig, at man blot er en simpel kopist... :-)

Den udbredte popularitet skal nu ikke afholde os, og den kan måske endda være en fordel i fht., at Lillemyr, der jo allerede kommer til at skille sig ud udseendemæssigt og mht. at være adopteret, ikke også behøver at gøre det navnemæssigt.

Hvis du er i hopla til en omgang navneleg, så prøv at klikke ind på Danmarks Statistik, hvor der udover lister over populære navne i forskellige år også er mulighed for fx at taste sit eget navn ind og finde ud af, hvor mange man deler det med samt for at sammenligne to navnes popularitet. Ret sjovt.

Denne fine lille guide med gode råd om navngivning er også værd at kaste et blik på. Vi har udover de forhold, der er ridset op i artiklen, også tænkt over, at det ikke skal være så pæredansk, at det slet ikke kan udtales udenfor landets grænser (har især haft fokus på, at det kendes eller i hvert fald kan udtales på engelsk) og at det i tråd hermed også gerne må afspejle den internationale familiedannelse, der ligger bag.

Hvad navnes betydning og udbredelse angår internationalt set, kan man finde interessant info på Behind the Name. Både ... og ... er med i deres omfattende samling, og så kan nysgerrige sjæle ellers bare give sig til at gætte løs ;-)

Vores valg af navne gjorde faktisk, at dagens gode nyhed blev mere konkret og nærværende, og da vi kom i seng lå vi lidt og talte om ... / ... og det var en ret speciel og kildrende fornemmelse ikke blot at bruge det abstrakte "Lillemyr" om vores kommende barn.

Uha, hvor bliver det spændende at se, om vi skal have gang i drenge- eller pigenavnet - og om de valgte navne overhovedet passer til Lillemyr...

PS
Tilføjer lige her på falderebet Bibliotekernes Netguides links om navngivning.

Det går tilsyneladende fint fremad

2006-06-20T14:19:00.000+02:00

…både med helbredet og med adoptionen.

Hvad førstnævnte angår, så kan jeg efterhånden holde ud at være i min krop, så længe jeg blot sørger for nok af ”dope” (læs: panodil) og holder mig nogenlunde i ro.

Hvad sidstnævnte og unægtelig langt mere interessante sag angår, så resulterede en opringning til vores søde sagsbehandler på AC idag i den skønne information om, at der nu er ved at ske noget… :-)
Der er tikket billeder ind på mailen hos AC, men der kan dog sagtens gå en måneds tid eller så, før der sker noget konkret i vores sag. Først skal alle papirer være helt klar, så skal de på betryggende vis fragtes hele vejen fra Hanoi til ACs kontor i Århus og herefter en tur omkring den danske pædiater, inden vi som sidste led i kæden kan få besked om Lillemyr.

Vi ved altså endnu intet om den lille trold (de må meget forståeligt ikke fortælle os noget som helst før der bringes "barn i forslag", som det så grimt hedder...). Det er heldigvis helt OK for os. Det føles bare rigtig rigtig rart at vide, der endelig er gang i noget konkret. Vi har det stadig ret OK med at vente og formår at bevare humøret i den pæne ende af skalaen. Vi er som nævnt sådan cirka titusinde gange før temmelig udkørte af at være i topspændt tilstand, men forventningens glæde bobler livligt løs, og vi ved jo, at det sker før eller siden (en af de fantastiske ting ved adoption er jo netop, at der er børnegaranti). Efter dagens gode nyhed er boblerne større og livligere end ellers og den stakkels Peter, der er på arbejde og skulle forestille at lave noget, fandt pludselig sig selv siddende og flytte formålsløst rundt med ikonerne på computerens skrivebord. Det havde han åbenbart gjort et pænt stykke tid, for de var grundigt blandet og nu kan han ikke finde en dyt. Ak ja, det er ikke sådan at bevare koncentrationen, når man ved, at man snart skal være far :-)

Det eneste vi er kede af i fht. dagens melding er, at vi efterhånden godt kan regne ud, at det vist ikke er realistisk at pønse på fælles henterejse med venneparret. I stedet kan vi jo håbe på, at Lillemyr kommer fra samme børnehjem som deres lille dejlige datter, så de kan overbringe gave samt kys fra mor og far i Danmark, når de er derude – og mon ikke vi også kunne lokke dem til at tage en stump video samt et billede eller ti af den lille guldklump?

Vi oplever for tiden, at det bliver mere og mere nærværende for vores omgivelser, at der rent faktisk er et barn på vej til os. Især meldingen om førstepladsen satte gang i en sand sværm af skønne lykønskninger. Vi har modtaget så mange, at vi følelsesmæssigt nærmest har kunnet bade i dem på samme overdimensionerede vis som Joakim Von And i alle sine millioner i pengetanken.
Da vi var til familiefest i Jylland sørgede min bror og svigerinde for at få hylet os godt ud af flippen fra start (de er dog for længst tilgivet ;-)), da de trak os til side for at overbringe store tillykke-knus samt en flot flagpyntet flaske champagne fra dem og de to superskønne nevøer. Jeg blev så rørt, at mascaraen måtte kæmpe en brav kamp for at blive hængende på vipperne (og jeg får en klump i halsen bare af at skrive om det her). Da de derhjemme havde snakket om, hvordan de mon bedste kunne markere begivenheden, så sagde ældste-nevøen uden tøven, at der selvfølgelig skulle champagne til. Jo, jo - han er skam en ung mand (12 år) med sans for stil og kvalitet :-)
En tillykke-SMS underskrevet ”bedsteforældrene” senere efterfulgt af knus og en skøn og sjov gul bamse med en lille rygsæk på fra min far og hans søde veninde trak dæleme også vand.
Søsteren min og de to niecer, der har levet sig mindst 110% ind i projektet hele vejen igennem og har heppet og sukket højlydt i kor med os undervejs, har sendt adskillige hilsner i anledning af førstepladsen.
Peters to pragtfulde og ligeledes ivrigt medlevende storesøstre (den yngste af dem kendt som ”faster Søs” i kommentarbokse og gæstebog her på siden) har ligeledes udnyttet flere kommunikationsveje for at juble med os og lykønske grundigt og godt.
Irena, der nærmest er som en mor for os og som derfor naturligvis også bliver bedstemor til Lillemyr (kaldet Babunia da hun er af polsk oprindelse), er også ovenud lykkelig for, at den lille trold snart er på trapperne. Hun har annonceret, at der netop er hjembragt diverse gode sager til den lille trold fra den seneste Polens-tur. Vi har endnu ikke set, hvad det er, men glæder os til det – og over tanken i sig selv :-)
Det er også strømmet ind med hilsner fra anden familie, venner, bekendte, medadoptanter fra Zonen og Vietnam-listen samt fra diverse læsere på Lillemyrs side. Vi er usigeligt taknemmelige for al den positive respons. Det betyder langt langt mere for os, end jeg evner at give udtryk for, så jeg vil nøjes med TAK!

Æv, æv, æv

2006-06-19T12:21:00.000+02:00

Jeg har ondt i hovedet og har det bare generelt ad h...... til )-:
Feberen har raset natten igennem, og jeg har skiftevist rystet af kulde og været ved at koge over. 3 x skift af svedgennemblødt sove-T-shirt er det blevet til.
Jeg har sovet on-off siden ved 20-tiden igår, men tror og håber, det er ved at klinge af nu.
Æv, altså! Det er bare SÅ træls at være syg )-:

Familiehygge og ventetidsfordriv

2006-06-17T11:06:00.000+02:00

Så står der familiefest i Jylland på programmet, og vi er ved at få os pakket sammen til det. Det bliver skønt at fejre den dejlige onkel, der fylder 70 år og at ses med familien, der bor spredt rundt hid og hid i landet.

Vi glæder os også til turen derover og tilbage igen, hvor store-niecen på 12 år kører med os. Hun er genialt godt selskab og sikken vi skal hygge - ikke mindst på hjemvejen, hvor vi nok indlægger en omgang picnic. Måske endda på stranden, hvis vejret ellers er til det.

Det bliver rart at komme på tur og væk fra det herhjemme, hvor der er 1000 ting, der skal gøres og et net, der liiige løbende "skal" tjekkes for adoptionsinfo.

Den debattråd på Adoptionzone, som jeg fortalte om igår, er blomstret lystigt videre. Der er bl.a. kommet gode råd på banen om, hvordan man kan få ventetiden til at gå med hyggelige aktiviteter. Der er fx udbredt enighed om, at der er MANGE gode timer at hente i selskab med Colin Firth som Mr. Darcy i BBCs "Pride and Prejudice". Der omtales bl.a. en scene, hvor manden er iført våd skjorte. Og der er vist også en masse andet godt i den filmatisering, men fik jeg altså ikke lige fat på.... Det druknede vist i savle og slurpe-lyde ;-)
Ham... øh den (serien) altså MÅ jeg altså bare se. Jeg har heldigvis allerede fået arrangeret et DVD-lån, så nu der lagt op til hele 301 minutters savleri på sofaen :-)

En anden mulighed for lystigt tildsfordriv, der også blev foreslået, finder man på dette link. Husk at tænde for højtaleren og se så at få et rigtig godt grin :-))

Man kan ikke vinde hver gang

2006-06-16T07:03:00.000+02:00

Igår indledte jeg dagen med at snurre forvirret rundt om mig selv på nogenlunde samme ukonstruktive og tåbelige vis som en hund, der jagter sin egen hale. Jeg havde en dejlig lang sommerferiedag foran mig, men de planer jeg havde lagt for den (diverse praktiske opgaver herhjemme kombineret med afslapning og læsning i solen) kunne jeg ligesom ikke rigtig finde ro eller overskud til at tage fat på. Jeg begyndte først lidt halvhjertet på ditten og så på datten. Da jeg endelig erkendte, at denne forvirrerede flagren ikke ledte nogen vegne hen, satte jeg mig til computeren (hvor det stort set altid er godt at være for en netnørd som mig ;-) ) og gav mig til at forfatte et frustreret indlæg til Adoptionzone. Det var imponerende forløsende og befriende at få sat ord på min "tilstand" og al den varme og konstruktive feed back, jeg modtog, fra de andre "zonister" gav et boost af energi og overskud (TAK alle I kloge og kærlige kvinder :-) ). Pludselig kunne jeg både få klaret det ene og det andet, og jeg nød i fulde drag at være produktiv og aktiv. Jeg fik dog ikke lige sat mig ned for at pause med bog eller blad, for nu kørte det jo lige så godt. Jeg oksede således løs til jeg drattede udmattet omkuld ved midnatstid, hvor alt var fryd og gammen - lige indtil jeg vågner et par timer senere og bruger resten af natten på at:

døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje...

I think you got the picture ;-)

Klokken 6 gad jeg ikke ligge der mere, og nu har jeg sat mig for, at jeg vil prøve BÅDE at være aktiv OG få slappet lidt af undervejs. Hvem F..... kunne også regne ud, at det var nødvendigt at have balance i tingene??? ;-)

Konklusionen må være, at man vist bare ikke kan vinde hver gang - men vende det kunne jeg da! ;-)

For de interesserede, der ikke er med på ZONEN (har jeg sagt, at det er et fantastisk sted? ;-) ) følger her gårsdagens frustrerede indlæg - dog uden svar, da de er skrevet i et lukket forum. Mht. svarene kan jeg dog opsummere, at ventestress (desværre) så ganske absolut ikke er et ukendt fænomen, omend det kan antage forskellige former.

VENTESTRESS

Jeg må lige af med lidt af den enorme mængde sitrende spændingsenergi, der bobler og drøner rundt i kroppen, og som åbenbart blokerer for, at jeg kan finde ud af at foretage mig noget som helst fornuftigt for tiden. Det kommer så til at gå ud over jer ;-)

Vi har siden begyndelsen februar, hvor vi rykkede ind i top 5 på ACs Vietnam-venteliste, i højere eller mindre grad befundet os i en uforløst spændingstilstand. Da vi i slutningen af april røg op på andenpladsen, så blev det endog MEGET spændende og nu hvor vi er nummer et og oven i købet ved, at der rent faktisk er børn på børnehjemmene, så er det næsten ulideligt at vente længere. Det er på den ene side rigtig dejligt at vide, at Lillemyr nu helt sikkert er i verden og lige nu rent faktisk befinder sig på et af ACs to dejlige børnehjem i nærheden af Hanoi. Det giver på sin vis til ro i maven, boblende glæde og STOR optimisme - der skal sq nok komme et barn ud af det her! På den anden side så har vi jo lige så lidt barn nu, som vi havde for 2,8 år siden, da vi indledte processen, og vi er megameget mere slidte og møre. Vi er lige nu begge to mest af alt trætte af at være trætte! Vi forsøger, at hive os selv og hinanden op ved hårrødderne og få lavet noget af det, vi har sat os for af såvel praktisk som social og hyggelig karakter, men nøj hvor det holder hårdt!

Der hvor det for alvor skrider lige nu, er når jeg er alene. Jeg har sommerferie for tiden, og det varer lidt, inden det bliver Peters tur til den slags. Planen var, at jeg skulle få ordnet nogle praktiske sager herhjemme (havearbejde samt en yderst tiltrængt sortering og oprydning i tøj, bøger, bunker og sårn) samt selvfølgelig få slappet lidt af og hygge med en god bog i solen .

JEG KAN BARE SLET IKKE FINDE UD AF NOGEN AF DELENE! )-:

På trods af en overskuelig og enkel dagsplan, så kaster jeg mig energiløst og distræt over først det ene og så det andet projekt, men kan ligesom ikke rigtig samle mig om for alvor at få gjort noget ved det. Jeg får fx sorteret bøgerne på en reol og deler dem op i fine stakke ("ud", "til opbevaring", "forære væk", "tilbage på reolen" osv.), men så kan jeg pludselig ikke rigtig overskue projektet alligevel eller samle mig om det mere. Og SÅ svært er det jo heller ikke at rydde op! Det er F%$z4\|€~! hamrende træls!

Når jeg så endelig får taget mig sammen til at gribe en bog og en kølig drink for at sidde udenfor i det gode vejr og få læst lidt istedet, så går der sådan cirka 5 minutter (nogenlunde svarende til en læst side i bogen – og jeg aner ikke hvad der stod), før jeg liiige må ordne, hente, gøre, tjekke et eller andet som alligevel heller ikke rigtig bliver til noget.

Det eneste jeg for alvor kan finde ud af (men det er jeg til gengæld også rigtig god til ;-) ) er, at hyggesnakke, hænge ud på nettet (er nærmest blevet fast inventar på Zonen ;-) ), få skrevet lidt mails og lignende aktiviteter i småtingsafdelingen, der ikke kræver det store overblik, energiniveau eller koncentration.

Projekt ”motion og sund mad”, som vi søsatte for nogen tid siden for at passe bedre på os selv, få noget mere energi og overskud samt smide et par kilo eller ti, kører heller ikke for fedt – eller jo fedt kører det på sin vis, men bare ikke på den rigtige måde ;-). I går blev det til 2 x pizza og 0 x motion. Det holder jo ikke rigtig i længden (eller i bredden for den sags skyld ;-) ).

Heldigvis er humøret generelt fint nok nu, men jeg kan mærke, at al den sumpen rundt er ved at give rigeligt med frustration og utilfredshed med mig selv. Jeg er simpelthen nødt til at få brudt den onde cirkel og få sparket mig selv i gang, så der både kan ske noget produktivt og også for alvor blive slappet af i stedet for dette hverken-eller-noget.

Jeg synes, at al dette venteri fylder mere end jeg havde forventet – ikke ”bare” i form af spekulationer og humørudsving men på en mere diffus måde, der ligesom hele tiden er der som en grund-stress. Jeg ved ikke, om det giver mening for jer?

Det ville være skønt at høre lidt om, hvordan I andre har eller har haft det med fx at

være produktive?
koncentrere jer?
være sociale?
sove?
slappe af?
eller???

PS
Det hjalp faktisk en del bare at få sat ord på. Lige nu føler jeg mig OK frisk på at kaste mig over vasketøj og opvask og sætter ved samme lejlighed også lige en rask gåtur afsluttende med en omgang dagligvareindkøb på dagens program. Mere ambitiøs tør og bør jeg vist ikke være lige nu.

Helt så galt er det heldigvis ikke gået

2006-06-15T00:23:00.000+02:00

Men for nu at være hudløst ærlige, så er det heller ikke gået helt så godt med kur- og motionsprojektet, som vi kunne ønske os.

Imorgen er der imidlertid atter en dag - og den bliver UDEN PIZZA!!!

Det er ganske vist!

2006-06-14T17:22:00.000+02:00

Idag blev det bekendtgjort på ACs side, at "En familie på Vietnam-listen har accepteret barn". Nu er det således ganske vist, at vi er på førstepladsen. Lige kort efter blev den månedlige opdatering af ventelisterne udført, så nu står vores nummer oven i købet lige ud for plads nummer 1 på listen. Indrømmet: når alt kommer til alt, er det noget pjat at gå op i, om ens nummer nu også er synligt på rette plads på ventelisten eller ej. Det gør jo ingen som helst forskel i praksis, om vi rent fysisk kan se ændringen eller ej. Psykologisk set betyder det imidlertid noget sådan at kunne se sig selv - eller rettere sit nummer - klatre op ad listen. Det er vel lidt ligesom at se maven vokse, hvis man skal sammenligne med en graviditet.

Jeg ringede iøvrigt til AC i formiddags for at spørge, om de har hørt noget nyt om Lillemyr. Men desværre )-: Der er altså stadig ikke nogen som helst indikation af, at der skal til at ske noget konkret i vores sag. Der er ikke blevet mailet nye billeder af barn / børn fra Vietnam (åbenbart almindeligvis det allerførste der sker) eller kommet papirer på nye børn for den sags skyld. Selv om det selvfølgelig er træls (og jo gu er det da det!), så glæder vi os over, at vi fra flere pålidelige kilder har fået bekræftet, at der ER børn på børnehjemmene. Det handler således "bare" om at få lavet papirarbejdet iorden, så de bliver klar til at blive bragt til adoption. Den vished giver en dejlig ro i maven og plads til, at glæden over den forestående glædelige begivenhed kan boble lige så stille.
NØJ - hvor vi altså glæder os :-)

1000 tak for alle de dejlige hilsner, hep og tillykker med førstepladsen, vi har fået. Jeg kan slet ikke fortælle jer, HVOR meget det varmer og opmuntrer. Jeg vil godt afsløre, at vi begge har knebet en lille tåre (eller ti ;-) ) i ny og næ over al den betænksomhed og indlevelse i "projekt Lillemyr", vi oplever fra nær og fjern. Det er ganske enkelt helt vidunderligt :-)

På førstepladsen

2006-06-13T23:51:00.000+02:00

Idag var der endelig "bid" til venneparret, der hidtil har stået lige foran os på listen. I nogen tid har vi (og de naturligvis) vidst, at der var papirer på vej om deres lille guldklump, og idag blev dæleme dagen, hvor de blev ringet op. De har fået sig en dejlig dejlig lille pige, og vi er usigeligt glade på deres vegne - og på hendes for hun har netop ganske uden at vide det fået sig et forrygende skønt sæt forældre :-) Vi har nydt at fejre begivenheden sammen med dem og er lige nu lidt bimmelims af at skåle i champagne.

Vi er naturligvis vældig glade over, at være i første position nu, men er ærlig talt også lidt ØV over, at der ikke var barn med til os i denne omgang. Det er nok lidt ligesom, når sportsfolk, der lander på 2. pladsen ikke lige umiddelbart efter præstationen mener, at de har vundet sølvet, men snarere at de har tabt guldet. Vores utålmodighed lige nu handler både om, at vi ganske enkelt bare er sk... trætte af at vente og om at vi hamrende gerne vil dele turen til Vietnam med venneparret. Hvis vietnameserne, AC, pædiateren, de danske myndigheder, tolken, kurérservicen og hvem der ellers skal i aktion i forbindelse med barn i forslag er oppe på beatet og fremme i skoene, så kan det endnu godt lade sig gøre med en fælles udrejse.

Vi hååååber, krydser fingre og hepper:

KOM NU LILLEMYR!

Status - kort og hårdt

2006-06-12T23:54:00.000+02:00

Det er nu 10 dage siden sidst, så her følger endnu en omgang status.

Barn i forslag? Gider slet ikke svare - og så kan I jo nok selv regne det ud.

Noget nyt om formidlingen? Samme "ikke-svar" som ovenfor.

Humør? I det store hele OK.

Energi og overskud? Hold da k... hvor er vi efterhånden møre, matte og moste!

Søvnproblemer? Overhovedet ikke - og det er bare SÅ skønt!

Nye ting til Lillemyr? Vist nok kun fingerdukkerne fra IKEA.

Hvad ellers? VI GIDER BARE IKKE VENTE LÆNGERE!!!

Det er usædvanligt kort og hårdt denne gang, og det afspejler vist meget godt, hvordan tålmodigheden og energiniveauet har det for tiden.

Som altid: spørg løs alt hvad I lyster. Og hvis nogen har opmuntringer til overs så modtages de med kyshånd ;-)

Det er sommer det er sol og det er søndag

2006-06-11T23:03:00.000+02:00

Og sikken vi har nydt dagen. ZOO-turen var superhyggelig og blev bestemt ikke ringere af, at de to skønne niecer valgte at gøre os selskab. Peter og bedstevennen var vældigt produktive med maleriet imens og hyggede sig vist også ret godt undervejs. Vi rundede dagen af med en omgang fælles aftensmad, og er nu væltet omkuld; trætte, møre, mætte og veltilpasse.

Det var forresten ret sjovt, at det nærmest vrimlede med adoptivfamilier i ZOO idag. En af familierne kendte vi oven i købet, idet der var tale om et par fra vores kursus, der nu har to små skønne piger fra Sydafrika. Lidt sjovt som vi nu spotter adoptivfamilier overalt.

But who's counting?

2006-06-11T00:01:00.000+02:00

Der er endnu kun 2 navne på vores hoveddør.

Det er sådan cirka 973 dage siden vi indledte adoptionsprocessen - eller rundt regnet 23352 timer.

Vi skal efter al sandsynlighed sove mindst 100 gange mere, inden vi kan få lov til at møde Lillemyr live.

Er der nogen, der har en ten, man kan få lov til at stikke sig på?

Og hvem vil love at vække os fra Tornerosesøvnen, når det engang er Lillemyr-tid?

PS
Dette er forøvrigt indlæg nummer 121 på Lillemyrs side.

Ny legeplads og hyggekrog

2006-06-10T21:36:00.000+02:00

... under opbygning i vores gård.
Sammen med en håndfuld af de andre andelshavere i foreningen har vi idag knoklet løs for at skabe gode rammer til leg og hygge for Lillemyr og vennerne - nåh ja og vel også lidt til de voksne ;-). Det var hårdt men hyggeligt, og det skal nok blive rigtig lækkert, når det engang bliver helt færdigt.

Det er en rigtig arbejdsweekend, for imorgen går vi videre med at få malet entré herhjemme. Eller det vil sige, at Peter og bedstevennen tager sig af maleriet. Jeg er blevet sendt ud af huset, for de vil ha' lov til at mandehørme i fred, mens de arbejder. Jeg klager bestemt ikke, for jeg tager istedet en tur i ZOO og nyder det gode sommervejr sammen med bedstevennens kone og datter - både selskabet, lokationen, vejret og ikke mindst arbejdsfordelingen er således helt i top :-)

Ny test

2006-06-09T23:51:00.000+02:00

Som adoptant bedømmes man på ressourcer, rummelighed, helbred, forældreevner etc. Det handler alt sammen om at kunne klare mosten, når først barnet er kommet til.

Ved næste revision af godkendelsesprocedurerne burde man måske overveje at sikre sig, at adoptant-aspiranterne overhovedet har, hvad der skal til, for at nå så vidt.

Jeg forestiller mig noget i den her stil:

Og fik jeg fortalt, at der ikke er noget som helst nyt? Så vi venter om ikke tålmodigt så i hver fald troligt videre.

Hvad skal vi lege?

2006-06-09T14:14:00.000+02:00

...spørger vi hinanden. Far, mor og børn eller hvem kommer først?

Ingrid og Lillebror i Kikkassen ku' bare det der. Og det ka' Ikea osse. Vi var et smut derude igår for at købe lidt praktiske og småkedelige sager (bl.a. et mørklægningsrullegardin så Lillemyr ikke bliver vækket ved den gryende morgens første solstrejf ;-) ). Undervejs MÅTTE vi lige en tur igennem børneafdelingen for at se, mærke og drømme. De har altså ret mange fine og lækre sager, og det allerbedste ved det hele er, at vi fattigrøve sq har råd til at købe hele skidtet, hvis vi havde lyst (og plads), så billigt er det :-))

I denne omgang blev det blot til en omgang fingerdukker med vilde dyr. De er bare så fine og sjove - og farlige. Grrrrrr... (bare rolig - det er kun noget vi leger...)

På de to bagerste rækker (minus søhest) ses Lillemyrs lille vilde ZOO.
Hmmm.. Mon ikke den snart skal udvides med den farverige og fantasifulde oceanske afdeling? I think so :-)

Dagens motto:
Man skal lege så længe man lever!

Idag

2006-06-08T23:21:00.000+02:00

...ringede jeg til AC for at høre, om der var nyt om Lillemyr, da vi jo vældig gerne ville udnytte muligheden for at få fragtet en lille ting med til den lille trold, når næste hold rejser i weekenden. Men desværre )-: Der var ikke noget som helst nyt om guldklumpen, så vi slår koldt vand i blodet (forsøger i det mindste) og venter spændt videre.

Vi glæder os istedet usigeligt over, at Anders og May-Britt (alias Tante Krea - min gode medsøvnløshedsramte natteven, der jævnligt har lagt søde kommentarer her på siden i sene nattetimer :-) ) netop har fået besked om, at der er en lille dreng, der venter på dem i Sydafrika. Det er bare SÅ dejligt! Vi ønsker et kæmpestort tillykke og glæder os til at følge med på sidelinjen.

Hvor skruk er man

2006-06-08T15:12:00.000+02:00

... når tårerne vælter ud blot ved synet af små fine sommersandaler til børn i en ugebladsreklame?

Så er den ged barberet

2006-06-07T16:24:00.000+02:00

Nu er alt vedr. regodkendelsen samlet sammen og afleveret til hattedamen. Vi slap heldigvis for at skulle det store helbredstjek igennem igen igen (på trods af, at den sure drage i lægens forkontor insisterede og jo ganske afgjort mente, at "det da var det mindste, vi kunne gøre!!!" Say what???). Det næste samråd er i slutningen af måneden, men vi håber faktisk ikke, vi behøver at vente så længe, før vi får brug for regodkendelsen... ;-) Vi er blevet lovet, at hvis der er barn i forslag til os inden da, så vil de lave et lyn-samråd via telefon. Det burde altså forløbe ganske uproblematisk.

Lige nu er et "hente-hold" netop hjemvendt fra Vietnam og et nyt på vej afsted. Det er skønt, der er flow i sagerne, og vi nyder de løbende billeder og bulletiner. Og åh - hvor vi håber, vi kan nå at få Lillemyr i forslag, inden de næste rejser, så vi måske kan få en lille bamse sendt med ned til den lille trold som en allerførste gave fra mor og far, der glæder sig ganske usigeligt :-)

Ciao amigos!

2006-06-04T11:22:00.000+02:00

DMI lover sol og vi er inviteret i sommerhus ved Køge strand :-)

Så det næste døgns tid vil vi være travlt optaget ;-)

So ein ding müssen wir auch haben

2006-06-03T20:30:00.000+02:00

En vietnamesisk kaffebrygger skal helt klart skrives på listen over gode sager, vi skal erhverve os i Hanoi.

At vietnamesisk kaffe smager skønt, har vi allerede tjekket grundigt ud og det lyder heldigvis til, at det er nemt at bruge sådan en bryggefætter.

Skulle det glippe med at få plads i kufferten, så kan den erhverves online her og mon ikke en af de lokale vietnamesiske købmænd også er leveringsdygtige.

Kur eller kage???

2006-06-03T12:39:00.000+02:00

Det er et af livets store og evigt aktuelle spørgsmål. Her på matriklen er det tid til førstnævnte. Vi har holdt snor i kalorieindtaget og opgraderet motionsindsatsen, og i løbet af de seneste par uger er de første kilo røget :-)

Motivationen er i top og vi klør ihærdigt på - i hvert fald indtil armene igen er lange nok til at nå kagefadet ;-)

Endnu en omgang status

2006-06-02T22:33:00.000+02:00

Siden sidst:

Barn i forslag? 0,00 dut.

Noget nyt om formidlingen? Der er som nævnt spottet et par nye børn på det ene af de to børnehjem, men ifølge AC, som 1'erne kontaktede igår, er der ikke noget konkret på tapetet endnu. Vietnameserne plejer dog at være rimeligt hurtige til at få papirerne klar, så børnene kan stilles i forslag, såååå mon ikke der snart sker noget...

Humør? Generelt set tip top! Vi er spændte, glade og selvfølgelig noget så boblende forventningsfulde, men også meget hudløse, småirritable og lette ofre for følelsesmæssige rutsjebaneture. Vi er heldigvis gode til hurtigt at få samlet os selv og hinanden op, når humøret har taget sig et dyk. Det aller skønneste er, at vi føler os nærmest nyforelskede i hinanden og i vores liv. Vi blev idag enige om, at vi vist er det TV2 kalder nærmest lykkelige - og det er jo ikke så ringe endda ;-)

Energi og overskud? Vi er stadig matte, møre og bliver hurtigt nærmest coma-agtigt trætte. I de seneste par dage har lettelsen over, at vi alligevel ikke var "graviditets-truede", heldigvis givet et enormt løft. Det kan ses herhjemme, hvor projekt redebygning atter skrider fint fremad.

Søvnproblemer? Det er faktisk ikke galt. Peter går stadig i dyyyb coma hver nat, og jeg er søreme også begyndt at bruge natten til at sove :-) Ikke helt så kontinuerligt som jeg kunne ønske, men i langt højere grad end tidligere. Jeg vågner 2 - 4 gange hver nat og må lige bruge lidt tid på at overtale mig selv til at snue videre - det lykkes heldigvis for det meste.

Nye ting til Lillemyr? Det tror jeg faktisk ikke. Sjovt nok går det lidt i bølger med shoppetrangen - og mon ikke det er meget godt både for pladsen og pengepungen, at vi rammer en bølgedal ind imellem? ;-)

Hvad ellers? Vi følger spændte med i de beretninger, som sendes hjem fra de, der netop nu er i Vietnam for at hente. Der er masser af fantastiske billeder og beskrivelser. Det er ren super-substral for vores drømme...
Og nåh ja... Vi er stadig igang med regodkendelsen. Gider bare ikke rigtig skrive om det. HADER DET!!!

Det var ordene herfra for denne gang. Fyr løs, hvis der er andet, I vil vide.

PS
Vi har fået afsat fjernsynet - og fik oven i købet en kæmpestor superflot blomst i bytte, så det var en rigtig fin "handel" ;-)

Livrem og seler eller...

2006-05-31T19:10:00.000+02:00

Så var den sq gal igen! Igennem knap en uge er skrækken vokset til astronomiske højder, fordi min ellers så tilregnelige menstruation valgte at udskyde sin entré ligesom på samme tid sidste år (åbenbart en årlig begivenhed... hrmf... yderst besynderlig opførsel!). Denne gang har det bare været om muligt endnu mere nervepirrende og ubehageligt end sidst, idet opringningen om Lillemyr jo kan komme når som helst. Hver gang telefonen har ringet, så har det givet et gip af den ubehagelige slags, for det ville bare være SÅ TRÆLS (årets fedeste underdrivelse!) ikke at kunne glæde sig 110%, når nyheden om den lille længe ventede guldklump endelig overbringes. Spekulationerne om, hvordan vi ville have tacklet situationen hvis og i fald, der var en graviditet, har vi forsøgt at holde os fra. Lad os her nøjes med at konstatere, at vi på ingen som helst mulig tænkelig måde var spor varme på tanken om bio-familieudvidelse!

To gange testning (igår og idag) er det blevet til for at få afklaring på situationen. Begge viste negativ, men da jeg også testede negativ, da jeg i sin tid havde en graviditet udenfor livmoderen, så turde vi ikke føle os fuldstændig beroligede, før "Plet" endelig meldte sin ankomst her til aften.

Nu er der for alvor glæde, lettelse og positiv forventning i det lille hjem. Forskrækkelsen har imidlertid givet anledning til genovervejelse af, hvordan vi kan opruste på præventionsfronten. Det må være noget med en kombi-metode, så vi både går med livrem og seler - for noget skal der åbenbart til for at holde vores bukser oppe ;-)

Hmmm... Måske skulle vi istedet overveje en snedig løsning ala denne her.

Bekymringer i ventetiden

2006-05-29T06:41:00.000+02:00

Som titlen antyder inviteres du med i de mørke afkroge af et par venteramte adoptanters sære sind. Der er således fokus på det, der af og til skygger for den glæde og forventning, der trods alt fylder mest for tiden. Vi er dybest set ved godt mod, men der er dog jævnligt nogle hårdnakkede bekymringer, der stikker deres grimme fjæs frem og bryder forventningens glæde.

Den lange ventetid (dags dato 2 år, 7 måneder, 1 uge og 6 dage = knap 1000 dage) har som nævnt så ofte før tæret. Det værste ved, at vi nu føler os lidt vel matte, energiløse og hyperfølsomme, er, at det jævnligt går ud over optimismen og selvtilliden. Vi har hidtil primært været fortrøstningsfulde (måske naive? :-) ) i fht. opgaven som forældre. Vi har set os selv som rimeligt ressourcestærke og med meget at byde på, men i takt med at slitagen sætter ind, så daler tiltroen til vores egen formåen og det er bare ikke spor fedt! Vi ved jo godt, at det nok skal ændre sig, for vi har hørt præcis det samme fra andre langtidsventeramte adoptanter, som nu har et blomstrende familieliv, men i de mørkeste stunder kan det altså godt knibe lidt med optimismen.

En anden mere vedvarende mørk tanke, der faktisk har naget gennem hele processen, er frygten for, at en af os pludselig skulle gå hen og få en sygdom, der (Gud, Allah, Buddha, Shiva, Odin og resten af de høje herrer forbyde det!!!) ville sætte en stopper for adoptionsprocessen. I et stykke tid har helbredsfrygten været skubbet i baggrunden, men nu hvor vi skal regodkendes og lægen skal skrive under på, at vi fortsat er sunde, raske og velforvarede, så melder frygten sig med fornyet styrke, for hvad nu hvis... Vi har ingen som helst grund til at tro, at der skulle være noget som helst galt med nogen af os, men tænk nu hvis der var...

Endnu en bekymring, der ihærdigt insisterer på at komme frem i disse dage, er, om opringningen om barn i forslag vil give ambivalente følelser, fordi der måske er noget i vejen med barnet - eller at papirerne indikerer, at der muligvis kunne være det. Vi ville HADE at skulle tage stilling til, om vi turde binde an med den ene eller den anden skavank, som vi i mange tilfælde overhovedet ikke vil kunne få ordentlig information om, hvad kommer til at betyde i fremtiden. Det kan være, at der er noget i barnets lægepapirer, der måske, vist nok og muligvis vil kunne betyde ditten eller datten, men man ved det ikke... (bestemt ikke et ukendt fænomen, omend jeg ikke ved, hvor tit det sker). Ofte kan det i praksis ikke lade sig gøre at få af- eller bekræftet mistanken, og i masser af tilfælde viser det sig heldigvis, at der absolut intet er i vejen, når det kommer til stykket. Min hypotese er, at de danske adoptionsbørnelæger arbejder udfra et yderst konservativt forsigtighedsprincip, og oplyser selv den mindste ting, der eventuelt kunne betyde noget. Det, synes jeg, på sin vis er meget forståeligt, for dels skal lægerne have deres ryg fri og dels giver det de kommende forældre en mulighed for at vurdere, om de mener sig i stand til at til at varetage den særlige opgave. Men så alligevel... For hvordan f...... skal man som kommende forældre og med følelserne uden på tøjet kunne tage stilling til, om man magter at varetage en opgave, som sagkundskaben ikke magter at beskrive for en?
Det ville bare være SÅ usigeligt svært at stå i den situation. Det vil være lidt som at skulle lege Vor Herre eller den kræsne eventyr-prinsesse, der siger "duer" eller "duer ikke, væk!" Jeg ved, at mange gravide gør sig lignende tanker i fht. hvis skanninger eller andet skulle tyde på misdannelser. I disse tilfælde drejer det sig endda om at gøre sig til herre over liv og død. Så drastisk er adoptanters valg heldigvis ikke, for normalt vil et "nej-tak, det tør vi ikke binde an med" betyde, at en anden familie får barnet "tilbudt", så barnet er trods alt ikke idømt børnehjem på livstid.
Jeg aner ikke, hvad vi ville gøre, hvis vi bliver sat i sådan et dilemma udover at trække på al den støtte, vi kan få fra såvel lægelig sagkundskab som garvede adoptanter, der har stået i en tilsvarende situation. Jeg håber dæleme (7, 9, 13 & knock on wood), at vi slipper for at skulle forholde os til denne problemstilling på anden vis end rent hypotetisk.

Og ellers så går det såmænd ganske godt. Vi glæder os, er spændte og nyder at læse nyt fra de, der lige nu er i Vietnam for at hente deres små dejlige poder :-)

Gosh - hvor er det udmattende at vente!

2006-05-28T23:12:00.000+02:00

Det er superskønt og fantastisk spændende, at det nu er SÅ tæt på, men kors hvor det da tærer på kræfterne. Her i weekenden har vi kun fået lavet en brøkdel af, hvad vi havde forestillet på "projekt lejlighed" (ADVARSEL: vi ser os snart nødsaget til at indkalde reserverne, hvis det skal rykke videre!!!). Og nej, det var bestemt ikke fordi, vi havde sat forventningerne tårnhøjt. Vi føler os bare noget så ubeskriveligt udmarvede, energiløse og oven i hatten hudløst følsomme. Mon vi kommer til at hakke lidt på hinanden af og til...? Tjaeh - gæt selv ;-)
Hvis denne højspændte venteposition trækker meget længere ud, frygter jeg at ende sådan her:

Mere flimmer...

2006-05-28T18:53:00.000+02:00

...men på en ganske anden vis.

Det drejer sig denne gang om, at vi har et fjernsyn til overs efter oprydning og omorganisering herhjemme. "Dyret" foræres væk ganske gratis til den første person, der henvender sig med lovning om at hente det snarest hos os på Frederiksberg.

Det er et NOKIA, vist nok 26”, stereo, farver, 1 almindeligt antennestik, 2 scart-stik, sort kabinet. Det har ca. 10 år på bagen.

Det ser pænt og enkelt ud og fungerer sådan set også udmærket (det har indtil i dag været i nogenlunde daglig drift i vores stue), men det har en lille spøjs defekt, der består i, at billedet ligesom er blevet en lille smule for stort til skærmen. Det er faktisk kun i fht. undertekster, det virker forstyrrende, da den yderste smule af teksten mangler (vel svarende til et bogstav eller to der ikke kan ses).

Hvis der er interesse for det, kan et sort TV-bord med hylde under medfølge.

Gi' lyd hvis du er intereseret!

3 x adoptionsflimmer

2006-05-25T11:16:00.000+02:00

I nærmeste fremtid er der hele tre forskellige adoptionsudsendelser på TV - det er jo det rene kinderæg (-:

Først er der mulighed for et gensyn med Når storken svigter - to år efter. "Storke-serien" har vi et ganske særligt forhold til, da vi netop havde besluttet os for adoption, da de første programmer blev sendt i æteren. Vi slugte dem råt, var totalt adoptionsinfohungrende og havde behov for at få konkrete billeder og historier på, hvordan familiedannelse via adoption foregår, og hvad det bringer af tanker, følelser og problemstillinger. Det var spændende men følelsesmæssigt ret udmattende at følge de forskellige familier og deres historier, fordi vi levede os så meget ind i dem. Det fløj med kommentarer ala "Nåh - sikke en skøn lille buksetrold", "Ej, det sagde han bare IKKE!" og "Hvis det var os, hvad tror du så, vi ville ha' gjort?". Det var guld værd for os at se de programmer, og vi tager dæleme hatten af for de seje familier, der lod kameraerne følge dem tæt i en så følelsesladet tid.

Programmet Engang var jeg koreaner har jeg hverken set eller hørt om før, men jeg glæder mig, for jeg synes det er så vigtigt at holde sig for øje, at det jo ikke bare er et lille yndigt adoptivbarn, man udvider familien med. Børn - de slyngler - har det jo med at vokse sig store og selvstændige og tillade sig at få egne meninger om både dit og dat. Engang vil Lillemyr og Minimyr (den foreløbige arbejdstitel på lillebror/-søster) jo forholde sig til deres adoptioner med en voksens blik og tankegang. Vi vil til den tid gerne kunne være vores forældreskab bekendt og vide, at vi har gjort, det bedste vi kunne baseret på den viden, vi kunne opstøve i forhold til at rumme børnene og deres særlige baggrund. At vi med garanti nok skal blive klasket til vægs af de 2xteenage-Myr af helt andre årsager, end vi overhovedet kan forestille os nu, er en ganske anden sag. Det må vi tage til den tid. For nu vil vi glæde os til at opleve tre koreanskadopteredes møde med fortiden.

Den tredje udsendelse Vores adoptivbørn er et mareridt lyder ærlig talt noget spooky og som en ganske rædselsfuld familietragedie. De to voksne sønners svære liv med hhv. afhængighed af alkohol og stoffer samt fængsling pga. brandstiftelse skulle ifølge forældrene skyldes noget i den bagage ungerne havde med sig i sin tid. Tjaeee - det med arv versus miljø samt ens livsvilkår i den allerførste levetid kan man jo altid diskutere omfanget af betydningen af. Det lyder imidlertid totalt absurd, at forældrene nu vil anlægge sag med den påstand, at de aldrig burde have adopteret de to sønner... Jeg kan leve mig ind i, at de er desperate, men... Jeg savner ord, og jeg MÅ se den udsendelse! Måske skulle jeg sørge for at have blodtrykssænkende medikamenter i nærheden samt at få repeteret beroligende vejrtrækningsøvelser lige inden... ;-)

Jeg har sakset info om udsendelserne fra DRs programoversigt:

Tirsdag den 30. maj klokken 20.00 på DR1

Når Storken svigter - to år efter (1)

For tre år siden fulgte DR TV nogle danske familier i tiden før og efter en adoption. I to nye programmer besøger vi familierne igen. Winnie og Morten hentede Johanna i Sydafrika. Hun er næsten tre år gammel. Nu venter familien på et nyt adoptivbarn - også fra Sydafrika. Nanna og Michael hentede Jakob i Korea. Han er nu blevet to år.
Sendt første gang 22.11.05. Sendes også 31.5. og 2.6.

Onsdag den 31. maj klokken 12.35 på DR1

Engang var jeg koreaner

Dokumentar om et gensyn med fortiden.

Om tre mennesker, der er født i Korea, men som børn blev bortadopterede og kom til Sverige. Filmen er en beskrivelse af følelser, opdagelser og beslutninger, evnen til at overleve og evnen til at bevare en kærlighed over mange år, men det er også et portræt af det land, som engang sendte børnene væk.
Nordvision fra Sverige.

Torsdag den 1. juni klokken 21.25 på TV2

Vores adoptivbørn er et mareridt

Det er aldrig nemt at være forældre.

Originaltitel: Adoption Hell
Andrew og Helen Hale adopterede de to drenge, Andy og Jason, da de var ganske små. I dag - 16 år senere - ligger forholdet mellem forældre og sønner i ruiner. Den nu 18-årige Jason har et alvorligt narko- og alkoholproblem, den tre år ældre Andy sidder i fængsel og afsoner en dom for brandstiftelse. Forældrene mener, at de sociale myndigheder har tilbageholdt oplysninger om drengenes baggrund, der kunne have forhindret, at det gik så galt. Derfor vil Andrew og Helen Hale anlægge sag med den påstand, at de aldrig burde have adopteret de to sønner. Men spørgsmålet er, om det er systemet eller forældrene, der har svigtet?
Programmet følger familien Hale tæt igennem et skæbnesvangert år.

Fra frustration til festhumør

2006-05-24T23:37:00.000+02:00

Det frustrerende referer til, at vi skal regodkendes, da de to år, som en godkendelse gælder, snart udløber. Der skal i den anledning fremskaffes ny straffeattest, skatteattest, restanceerklæring og helbredserklæring. AC havde fortalt, at de havde mindet vores sagsmama om at få sat gang i sagen igen, men da vi intet havde hørt efter et par uger, ringede jeg idag. Det blev til en længere og yderst grundig samtale pr. telefon, der nærmest føltes som en fase 4 samtale...
på trods af
- at en sådan faktisk ikke eksisterer i dette system
- at en regodkendelse almindeligvis betragtes som en ren formsag
- at der rent faktisk ikke burde være noget som helst til hinder for, at vi skulle "gøre os fortjent" til en regodkendelse.

Vi HADER bare at være under lup! At skulle vurderes, måles og vejes. Jeg plejer at være i den anden ende af det offentlige system og på trods af, at jeg af og til kan klage over forholdene der, så er det intet imod, hvor skrækkeligt, afmægtigt og nærmest ydmygende det kan føles at være i den anden ende af systemet )-: Det er sikkert på sundt og lærerigt for mig at prøve, men jeg kan f...... ikke lide det! Jeg får samme følelse af, at der nok er et eller andet i vejen, som man kan få, hvis en politibetjent, en tolder eller en butiksdetektiv ser lidt for borende og indgående på én. Uanset hvor uskyldsren og kridvid en samvittighed man har, så kommer man nemt til at føle sig lidt småskyldig og halvkriminel. Jeg gør i hvert fald.

Det værste er, at det slet ikke er slut endnu, for vi skal muligvis igennem et noget grundigere helbredstjek, end man normalt skal ved en regodkendelse, idet vores tidligere læge er holdt op og en ny læge har overtaget tjansen og dermed os som patienter med journaler fra den forrige osv. Da hun imidlertid ikke personligt har hilst på os i det år eller så, hun har været på posten, så mente den yderst stramtandede sekretær, at vi bestemt måtte regne med skulle HELE turen igennem igen! Og lur mig om vi ikke også denne gang skal betale en pæn sjat for ulejligheden...

Nok om det og videre til det mere festlige. Der skulle være kommet et par helt nye babyer på det ene børnehjem. Vi aner ikke, hvor lang tid der kommer til at gå, inden papirarbejdet og alle stemplerne er på plads, så de kan bringes i forslag. Der kan rissikere at gå flere måneder, men det kan måske også ske rimeligt hurtigt. Der er ikke andet for end at vente og se, hvad der sker. Heldigvis er vi for tiden ret gode til den disciplin og vi gør det endda med godt humør. Her til aften har vi fejret den gode nyhed med lækker vietnamesisk mad og skøn champagne. Vi glæder os bare helt vildt over, at det er lige ved og næsten :-)

Problemer med at sove?

2006-05-20T04:13:00.000+02:00

Klik her.

Måske kan det hjælpe dig, men efter et par timers tælleri er jeg ør og mør, men stadig lysvågen.

Grrrrrr...

Kom nuuuuu Ole Lukøje...

Intet nyt

2006-05-19T14:17:00.000+02:00

...er godt nyt. Tjaeh - det kan man jo godt mene...

Det er i hvert fald et faktum efter at have snakket med AC idag, så vi holder på proppen lidt endnu.

Fodring af læsehesten

2006-05-15T16:31:00.000+02:00

Sådan!

Fem styks adoptionsbøger bestilt og betalt hos www.saxo.dk

Billigt, nemt og som regel hurtigt.

* Attaching in Adoption

* Lifebooks - Creating a Treasure for the Adopted Child

* The Post-Adoption Blues

* Adoptivmor

* Adopteret Teenager

Jeg glæder mig til at blive fodret med kloge ord :-)

Morsdag

2006-05-14T13:49:00.000+02:00

er nu en skøn opfindelse, når man har så betænksomt og gavmildt et barn som Lillemyr ;-)

Det søde barn havde bedt sin far overraske mig med et web-kamera og et sæt tilhørende hovedtelefoner med mikrofon, så vi nemt og billigt kan holde kontakt med familie og venner, mens vi er i Hanoi. Med MSN Messenger, Skype og hvad der ellers findes af lignende smarte tiltag er det jo muligt ganske gratis at kommunikere med såvel lyd og levende billeder.

Solen skinner, vi skal snart være forældre for alvor og jeg har lige fået nyt legetøj.

Livet er skønt!